Havets arbejdere - Victor Hugo

 

• Fransk
• 3.-8. maj
• 631 sider
• Originaltitel: Les travailleurs de la mer

Havets arbejdere er den sidste store del i Hugos stort anlagte værk om menneskets tre kampe i livet - religion, samfund og natur; det som han ud fra den græske mytologi kaldte for en ananké. En ananké er et filosofisk koncept, som klargør, hvad der er nødvendigt, hvad der må ske - en skæbne om man vil. Hugo ser det også som de tre ting mennesket har behov for. Religionen præsenterede han i Klokkeren fra Notre Dame fra 1831, og samfundet i De elendige fra 1862. Da var han allerede i eksil efter han modsatte sig Bonapartes statskup i 1851, og De elendige blev skrevet mens han boede på Guernsey, som spiller en hovedrolle i Havets arbejdere.

Min udgave var dog baseret på Hugos egen udvidede udgave fra 1883, hvor han har tilføjet knap 80 sider indledning som i detaljer beskriver de britiske kanaløer Jersey og Guernsey. Det er som han gjorde det med katedraler og arkitektur i Notre Dame, og til dels også i De elendige. Det kræver lidt at komme ind i romanen på denne måde - men det er også en del af Hugo-universet, hvor man skal lade sig lede med strømmen ind i hans tanker.

Hele historien er en hyldest til de mennesker, han lærte at kende under sit eksil; ligesom i De elendige er det dem nederst på samfundets rangstige der har hans medfølelse - denne gang er det den underlige Gilliatt, som er fisker. Han havde ingen far, og rygterne siger, at han er djævlens søn. Han er en enspænder og ynder at gå ude om natten for at sidde på klipperne og se ud over havet. Men han er også håbløst forelsket i den unge Déruchette, som er niece til Mess Lethierry, som ejer øens dampskib.

Mess Lethierry og Déruchette er det bedre borgerskab, og Lethierry leder efter et passende parti til sin niece - og gerne en, der kan videreføre dampskibsforretningen.

Da skibet går på grund udlover han niecens hånd til den, der kan få det frit - og Gilliatt ser sin store chance. Kampen om at få frigjort skibet er en episk fortælling om naturens kræfter mod menneskets; ikke mindst i afsnittet om blæksprutten. Det er typiske Hugo-temaer - natur mod menneske, stor mod lille, rig mod fattig og selvfølgelig den umulige kærlighed mellem to af forskellig baggrund. 

Gilliatt lykkes med sit forehavende; men Déruchette er blevet forelsket i den unge præst Ebenezer, og Gilliatt indser, at han aldrig vil få hende. I stedet hjælper han de to unge med at blive gift og stikke af, før han sætter sig op på sin klippe og lader tidevandet skylle ind over ham.

Der er mange paralleller i nyere romaner - tænk bare Moby Dick! Hugo har sin egen stil, men mange har siden forsøgt at ramme netop den blanding af socialrealisme og poesi, som er hans kendetegn.

Han skrev kun ni romaner; nu har jeg læst seks af dem - men visse tåler absolut en gentagelse på et tidspunkt. Han formår virkelig at rive læseren med ind i sin historie på trods af disse bøgers alder.