The Imposters - Tom Rachman

 

• Engelsk
• 19.-21. maj
• 352 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

I 2015 læste jeg min første - og hidtil eneste - roman af Tom Rachman. og det var en oplevelse. Jeg husker den præcis som i min anmeldelse - lige dele kringlet og fantastisk med nogle tungere passager.

Jeg tror det må være hans stil, for denne er absolut heller ikke en let og lineær historie. Faktisk sidder man bagefter og undrer sig over, hvilke dele var hovedpersonens reelle historie og hvilke dele var opdigtede.

Dore Frenhofer en en hollandsk forfatter, som er i midten af 70'erne. Hendes bøger fik aldrig nogen voldsom succes, og hun lever et temmelig ensomt liv nu. Hendes datter bor i USA, og de har kun sporadisk kontakt. Hendes største frygt er nok at blive for gammel, for syg, for intellektuelt svag. 

Nu sidder hun alene i London i sin lejlighed midt uner lock-down, og forsøger at skrive en sidste roman, men ordene driller og i sin dagbog følger vi hendes indledninger til en del kapitler. Dem, der ikke duer og dem, der så bliver til den indledning, vi ser i kapitlerne.

Imellem dagbogsnotaterne følger nemlig syv kapitler, som reelt er noveller. De er dog fortalt af personer, som krydser Doras liv. Hendes halvbror, som forsvinder i Indien på en hippierejse i 1970'erne; hendes datter; et leveringsbud; hendes ungdomselsker osv. Det bliver til enkeltstående historier indtil man pludselig ser, at nogle af disse protagonister også krydser hinandens historier. De fortæller dermed deres oplevelse af hende som menneske. Men er det hendes konstruktion af fiktive personer, hvor hun iscenesætter sig selv, som hun ønsker at blive set - eller er det forfatterens udgave af protagonisternes liv.

Mange af novellerne har tilmed et islæt af litteratur eller skrivekunst - ligesom i Storhed og fald fylder bøger og ord en del i Rachmans verden. Datteren Beck er fx satireforfatter og vi møder en forfatter, der ligesom Dora ikke kan slå igennem ligegyldigt hvilken genre han forsøger sig med.

Novellerne indeholder derfor mange mysterier og menneskehistorier, som vi aldrig får fulgt helt til dørs - hvad skete der fx egentlig med broderen i Indien? Det er nok her man skal forstå, at det er Doras demens, der skrider frem mens hun forsøger at skrive disse sidste historier og finde frem til romanen - den hun aldrig opnåede før i sit liv. Men ingen af dem fungerer, og derfor får vi aldrig en rundet historie.

Det er meget specielt, og jeg ved stadig ikke rigtigt om jeg kunne lide den eller ej? Det er eksperimenterende og interessant; men også irriterende, hvis man gerne vil en mere ligefrem og reel historie. Jeg tror dog, at jeg skal have fat i nogle af hans mellemliggende bøger, hvor der skulle være et par perler imellem.