Saturday, March 14, 2009

Birdsong - Sebastian Faulks


Det er mange år siden jeg læste 'Intet nyt fra vestfronten' og jeg erindrer ikke, om den var lige så barsk... den må genlæses. Emnet i 'Birdsong' er det samme - 1. Verdenskrig og slagmarkerne i Belgien og Nordfrankrig med al deres gru.
Bogen starter i 1910 med den 20-årige engelske Stephen, som ankommer til Amiens for at udveksle erfaringer med en ejer af en tekstilfabrik om produktionsmetoder. Han logerer hos fabriksejeren, Azaire, og dennes unge kone og to børn af første ægteskab. Stephen og Isabelle, som er lidt ældre end ham, indleder en hed kærlighedsaffære. De rejser væk sammen, men da Isabelle opdager, at hun er gravid, forlader hun ham.
Bogen skifter til 1916 - til skyttegravene. Stephen er blevet i Frankrig, men kæmper for den engelske hær. Han er ikke en mønstersoldat - han iagttager krigen på en nærmest videnskabelig måde. Et studie i hvor dybt et menneske kan synke, og alligevel rejse sig hver morgen og fortsætte. Hans pragmatisme gør ham ikke til den ideelle leder for soldaterne - han ser dem ikke som individuelle personer, men som dele af det store maskineri, som bare dræber og dræber, og han knytter sig ikke til nogen.
Beskrivelserne af skyttegravskrigen og angrebene er umådeligt barske; de går dybt ind i sjælen og lagrer sig som billeder af en tid, hvorfra man virkelig ikke forstår, at nogle vendte tilbage til en normal hverdag. Man ledes til at forstå dem, der begik selvmord; dem, der håbede på en snarlig død og de overlevendes stigende immunitet overfor det, der foregik omkring dem. Der er nogle groteske - men sikkert sandfærdige - historier om soldater på orlov, hvis familier ikke kan eller vil forstå det, de har set og oplevet.
Stephen havde mistet alt inden krigen startede; måske derfor overlever han? Han finder Isabelle igen under en orlov - men hun fortæller ham ikke om barnet; blot, at hun er forelsket i en tysk soldat - og det bliver et vendepunkt for Stephen. Det var måske den forløsning, der skulle til for at menneskeliggøre ham... hans retur til krigen er anderledes, hans personlighed ændrer sig og han knytter sig til nogle soldater. Han bibeholder også kontakten til Isabelles storesøster, som forsøger at hjælpe ham til at stå krigen igennem.
Der er en nutidig historie flettet ind i den gamle - som sagtens kunne have været undværet. Kontrasten bliver for stor synes jeg; men størstedelen af romanen, som omhandler 1916-18 er helt usædvanlig og meget tankevækkende. Når jeg læser den slags beskrivelser tænker jeg uvilkårligt, at det ikke er lang tid siden... at ikke langt fra, hvor jeg bor, er der marker fyldt med disse mænds knogler.
-----------------------------------------------------------------------
Il y a beaucoup d'années j'ai lu le livre de Remarque - mais je n'ai pas un souvenir précis de l'horreur qu'il y décrit. Je pense que je dois le relire - après une petite pause de lecture de guerre, car c'est lourd. Ce livre est connu pour ses descriptions de la Première Guerre Mondiale et pour une raison - il décrit la vie dans les tranchées avec une précision horrible.
Le roman commence en 1910 quand Stephen, jeune anglais de 20 ans, arrive à Amiens pour faire des échanges entre son employeur et le directeur d'une usine à textiles. Il loge chez le directeur, Azaire, avec la femme de celui-ci et ses deux enfants d'un mariage précédent. Très vite il entame une affaire passionnelle avec la femme, Isabelle. Ils quittent Amiens et vivent heureux ensemble - mais elle tombe enceinte et retourne chez elle par honte.
On coupe et se retrouve en 1916 dans les tranchées. Stephen est resté en France, mais il est dans l'armée anglaise. Il n'est pas un bon soldat - il observe la guerre presque comme un experiment scientifique pour voir jusqu'où sont capables d'aller l'homme... se réduire en tueur, mais se soulèver et recommencer tout le temps. Il est trop pragmatique et il ne s'attache pas aux personnes - il ne voit pas l'individu mais juste la guerre et massacres.
Les descriptions de la guerre des tranchées sont d'une brutalité énorme; ils laissent des images difficiles à chasser mais on comprend pourquoi certains en revenaient marqués pour la vie. Il serait anormal de faire autrement. On comprend ceux qui se suicident avant une attaque; ceux qui prient pour une mort rapide même avec une petite blessure... les atrocités qu'ils ont vus sont insupportables. Le retour d'un soldat en permission qui est face à un père qui ne veut ou peut pas comprendre ce qui s'y passe est bouleversant - mais sans doute véridique.
Stephen a tout perdu avant la guerre - le peu qu'il a jamais eu; il survit donc contrairement à ceux qui perdent tout en route. Il retrouve Isabelle à Amiens pendant une permission. Elle ne lui parle pas de l'enfant mais lui dit qu'elle aime un soldat allemand. C'est sans doute la libération de Stephen - ce qui lui permets de redevenir humain. Mais devenir humain veut aussi dire voir la guerre pour ce qu'elle est vraiment; la ressentir sur soi et sur les autres. Il commence à s'attacher à des personnes et il garde le contact avec la soeur d'Isabelle qui fait tout pour qu'il tienne psychologiquement.
Autour de cette histoire il y a une histoire contemporaine - qui est totalement inutile à mes yeux. Le contraste est trop important et la vraie histoire du roman suffirait pour comprendre cette boucherie. La voir avec du recul dans les yeux des autres ne changent pas l'émotion que j'avais en lisant. Je pense que ce n'est finalement pas si vieux... que pas loin de là où je suis il y a des champs et des paysages où des milliers d'os restent encore sous terre. Ca suffit largement pour marquer...

4 comments:

Louise said...

Spændende, spændende og god anmeldelse, Nille. Jeg har en af Faulks andre bøger liggende til snarlig læsning: Engleby. Har du læst den?

Nille said...

Louise,

Den var meget stærk - når jeg lagde den fra mig, havde jeg på fornemmelsen at vågne op fra en dyb drøm. Den moderne del kunne han dog godt have undværet.

Jeg har Human Traces liggende - men den kom jeg aldrig rigtigt ind i. Jeg tror, at jeg vil anskaffe mig Engleby netop!

Dorte H said...

Jeg er ikke sikker på, det er bogen for mig, men jeg har jo hørt et og andet om de der slagmarker, dels fra engelsk & tysk-studier på universitetet, dels fra besøg i Belgien.

NB: Jeg har en award til din blog; vil du venligst komme forbi og samle den op.

Nille said...

Dorte,

Den var meget barsk - men også interessant selvom det jo ikke er nyt stof!
Jeg har ikke besøgt de slagmarker i Belgien - jeg ved ikke, hvor meget der er at se i forhold til fx Normandiet.

Tak!!! Jeg skynder mig over... ;-)