Det er mange år siden jeg læste 'Intet nyt fra vestfronten' og jeg erindrer ikke, om den var lige så barsk... den må genlæses. Emnet i 'Birdsong' er det samme - 1. Verdenskrig og slagmarkerne i Belgien og Nordfrankrig med al deres gru.
Bogen starter i 1910 med den 20-årige engelske Stephen, som ankommer til Amiens for at udveksle erfaringer med en ejer af en tekstilfabrik om produktionsmetoder. Han logerer hos fabriksejeren, Azaire, og dennes unge kone og to børn af første ægteskab. Stephen og Isabelle, som er lidt ældre end ham, indleder en hed kærlighedsaffære. De rejser væk sammen, men da Isabelle opdager, at hun er gravid, forlader hun ham.
Bogen skifter til 1916 - til skyttegravene. Stephen er blevet i Frankrig, men kæmper for den engelske hær. Han er ikke en mønstersoldat - han iagttager krigen på en nærmest videnskabelig måde. Et studie i hvor dybt et menneske kan synke, og alligevel rejse sig hver morgen og fortsætte. Hans pragmatisme gør ham ikke til den ideelle leder for soldaterne - han ser dem ikke som individuelle personer, men som dele af det store maskineri, som bare dræber og dræber, og han knytter sig ikke til nogen.
Beskrivelserne af skyttegravskrigen og angrebene er umådeligt barske; de går dybt ind i sjælen og lagrer sig som billeder af en tid, hvorfra man virkelig ikke forstår, at nogle vendte tilbage til en normal hverdag. Man ledes til at forstå dem, der begik selvmord; dem, der håbede på en snarlig død og de overlevendes stigende immunitet overfor det, der foregik omkring dem. Der er nogle groteske - men sikkert sandfærdige - historier om soldater på orlov, hvis familier ikke kan eller vil forstå det, de har set og oplevet.
Stephen havde mistet alt inden krigen startede; måske derfor overlever han? Han finder Isabelle igen under en orlov - men hun fortæller ham ikke om barnet; blot, at hun er forelsket i en tysk soldat - og det bliver et vendepunkt for Stephen. Det var måske den forløsning, der skulle til for at menneskeliggøre ham... hans retur til krigen er anderledes, hans personlighed ændrer sig og han knytter sig til nogle soldater. Han bibeholder også kontakten til Isabelles storesøster, som forsøger at hjælpe ham til at stå krigen igennem.
Der er en nutidig historie flettet ind i den gamle - som sagtens kunne have været undværet. Kontrasten bliver for stor synes jeg; men størstedelen af romanen, som omhandler 1916-18 er helt usædvanlig og meget tankevækkende. Når jeg læser den slags beskrivelser tænker jeg uvilkårligt, at det ikke er lang tid siden... at ikke langt fra, hvor jeg bor, er der marker fyldt med disse mænds knogler.
4 comments:
Spændende, spændende og god anmeldelse, Nille. Jeg har en af Faulks andre bøger liggende til snarlig læsning: Engleby. Har du læst den?
Louise,
Den var meget stærk - når jeg lagde den fra mig, havde jeg på fornemmelsen at vågne op fra en dyb drøm. Den moderne del kunne han dog godt have undværet.
Jeg har Human Traces liggende - men den kom jeg aldrig rigtigt ind i. Jeg tror, at jeg vil anskaffe mig Engleby netop!
Jeg er ikke sikker på, det er bogen for mig, men jeg har jo hørt et og andet om de der slagmarker, dels fra engelsk & tysk-studier på universitetet, dels fra besøg i Belgien.
NB: Jeg har en award til din blog; vil du venligst komme forbi og samle den op.
Dorte,
Den var meget barsk - men også interessant selvom det jo ikke er nyt stof!
Jeg har ikke besøgt de slagmarker i Belgien - jeg ved ikke, hvor meget der er at se i forhold til fx Normandiet.
Tak!!! Jeg skynder mig over... ;-)
Post a Comment