L'étoile brisée - Nadeije Laneyrie-Dagen

 

• Fransk
• 26. marts - 2. april
• 832 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En stor og lang renaissanceroman - lige hvad jeg burde elske! 

I 1472 i det nordlige Spanien bor to brødre sammen med deres forældre; de er jøder, og Spaniens regentpar, Isabella og Ferdinand, er i stigende grad ude efter netop jøder. Det endte som bekendt i 1492 med en total udvisning af samtlige jøder, der ikke ville konvertere. Men de to brødre har stadig muligheden for at flygte, og det beder forældrene dem om. De får at vide, at de skal rejse afsted sammen - men derefter må de ikke fortsætte sammen i lang tid. De skal ikke forsøge at kontakte forældrene eller hinanden; deres eneste minde er en Davidstjerne, som er delt i to. Et stykke til hver. Deraf den franske titel - den ødelagte stjerne.

Den ene bror gør karriere som læge, og slår sig ned i Tyskland. Den anden bror tager ud på havet, og bliver kartograf. De kommer begge vidt omkring - men de mødes aldrig igen.

Historien spinder sig over årene fra deres flugt fra Spanien til 1525; den tager os fra Spanien til Tyskland, London, Venedig, Algeriet, Amerika, Caribien, Sevilla og Blois. En periode, hvor Europa er præget af store regenter som Francis I i Frankrig, Henry VIII i England og den tysk-romerske kejser Karl V. 

Men også en religiøs brydningstid, hvor protestantismen begynder at spire og hvor jøder skal skjule deres sande identitet i de katolske lande.

Historien involverer et utal af mennesker - fiktive som reelle; og det har jeg altid lidt et problem med.

Den ene bror bliver således en form for surrogatfar for Martin Luther og følger hans kamp mod autoriteterne og den religiøse frigørelse, der førte til Reformationen. 

Den anden bror er kartograf for Amerigo Vespucci, og hans søn bliver gift med Vespuccis datter - som er ren opspind fra forfatterens side. Netop forfatteren er historieprofessor, og det virker som om hun har taget al sin viden om denne periode, og kreeret et narrativ omkring det. Men så burde man jo også forvente, at datoer er korrekte - og det er de ikke. Blandt andet er Vespuccis dødsdato almindeligt kendt, da han jo var en kendt mand - men hun får rykket den med flere måneder. Derudover er der ægteskaberne og børnene, som er opfundne. Havde det været ren fiktion er det jo fint; men tager man historiske personer, og opbygger nye virkeligheder omkring dem, så irriterer det mig.

Jeg blev dog ved og ved - jeg tænkte vel, at der måtte være en mening med det. Det var der ikke! De to brødre mødes aldrig; men de bevæger sig inde i cirkler af personer, der mødes på kryds og tværs mens vi får detaljerede fortællinger om livet i det 16. århundrede. En skuffelse må man blot konkludere.