Fuglene - Tarjei Vesaas

• Dansk
• 17.-18. april
• 213 sider
• Læseklub
  

 

Det er uden tvivl en udfordring jeg har taget op at melde mig tl en bogklub, der er specialiseret i Nobel-forfattere - eller nogen, der næsten fik prisen. Jeg har da læst nogle; men ni bøger af Nobel-modtagere ud af 1.410 anmeldelser er ikke engang en enkelt procent. Så det kan jo kun være en god udfordring.

Jeg var dog lidt udfordret med denne norske forfatter, som jeg slet ikke kendte. Han fik da heller ikke Nobel-prisen, men var tæt på, og modtog mange andre priser for sit samlede værk.

Romanen er fra 1957, da Vesaas var tres år gammel. Den er tilsyneladende Norges svar på Det forsømte forår eller andre romaner, der igennem generationer har været fast pensum for danske unge. 

Mattis er 37 år gammel, og bor alene med sin 40 år gamle søster Hege i et lille hus langt ude i den norske natur. Mattis er lidt enfoldig, og Hege er forsørgeren - hun strikker trøjer, og sælger dem til landsbyens beboere. De beboere, der kalder Mattis for en tosse, fordi han aldrig har arbejdet.

Mattis går rundt i skoven og lytter til fuglene og kaster sten i vandet. Men en dag beslutter han sig for at blive færgemand. Der er ikke som sådan et behov for det; men Mattis vil gøre sig nyttig og han elsker naturen. Det bliver dog en skæbnesvanger beslutning.

Den eneste kunde han får er Jørgen, som er skovhugger og flytter ind hos Mattis og Hege.

Det betyder en stor forandring for Mattis og søsteren. Som hun blomstrer ved endelig at leve, så biver det tragisk for Mattis. Det er faktisk en meget trist roman, hvor styrken primært ligger i de små konstateringer Mattis kommer med, og som er hans verdensbillede. Som læser ser man jo også den rigtige betydning af det, han fortolker på sing egen måde - og det skærer lidt i ens hjerte.

Men det var stadig nok ikke en roman, jeg ellers ville have læst. Jeg har i forvejen lidt svært ved den danske stil at skrive romaner i, og norske romaner er uomtvisteligt længere ude af den tangent. Det er en kulturel ting. Så det er dejligt, at jeg bliver "tvunget" til det i læseklubben.