I was at the Auschwitz crematorium - Henryk Mandelbaum

 

• Engelsk
• 12. april
• 95 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg besøgte Auschwitz for første gang dagen inden jeg læste denne bog. Jeg hjembringer tit "souvenirs" fra ferier i form af bøger; og dette var et oplagt sted at finde et minde om en virkelig hård dag. Der er intet, der kan beskrive, hvor voldsomt det er at besøge det grufulde sted. Man går rundt med tårer i øjnene og en stor klump i halsen. På vej ud efter fire timer var det denne bog, der kom med hjem - udvalget på engelsk er ikke særligt stor i den lille butik. Men det var samtidig også en anden vinkel på historien, som jeg fandt interessant.

Henryk Mandelbaum var polsk jøde født i 1922. Han blev deporteret til Auschwitz i 1944, og blev straks medlem af den berygtede Sonderkommando, hvor han hjalp til i krematoriet. Det job gik ud på at tømme gaskamrene for lig; klippe deres hår af og gennemsøge dem for guldtænder, smykker og andre værdier, fangerne kunne have gemt på kroppen. Men det var også at slæbe ligene ind i krematoriet, og stå for forbrændingen.

Formatet er et interview, hvor Mandelbaum primært bliver spurgt ind til selve jobbet i krematoriet. Det er ikke med fløjlshandsker på, og han svarer da heller ikke på alle spørgsmål. Nogle ting siger han, at han ikke husker og andre nægter han at have deltaget i. 

De jøder - fanger - der arbejdede i Sonderkommando blev tit stemplet i eftertiden som kollaboratører! I virkeligheden kæmpede de blot som alle andre for at overleve, Havde Mandelbaum nægtet det arbejde, var han uden tvivl endt i den selvsamme ovn, han selv stod og passede hver dag.

Desuden er der ingen tvivl om, at mange er ramt af en massiv form for PTSD, som gør at de ganske enkelt ikke kan huske. Hjernen er nådig. Visse erindringer blokeres fordi alt andet er umuligt at leve med.

Mandelbaum er jo modig at stå frem med sin historie synes jeg. Han kunne have gemt sig - men han skammer sig ikke over at være i live. Heller ikke takket være det arbejde; han taler for at advare og for at vi husker, at det aldrig skal ske igen.

At læse bogen efter at have set disse steder er virkelig intenst.