Den hvide død - Robert Galbraith

• Engelsk
• 15.-19. marts
• 784 sider
• Originaltitel: Lethal White 

Da jeg i januar læste tredje bind i serien om Cormoran Strike og Robin, havde jeg egentlig besluttet mig for at vente med fjerde bind til en lang flyvetur. Men den slags er der desværre alt for få af lige nu, og samtidig er jeg jo desværre en alt for nysgerig person. Så hurtigt efter fik jeg købt fjerde bind, og var spændt på, hvordan det ville gå. Et af mine klagepunkter var jo netop længden på krimierne og de mange gentagelser fra tidligere bind til ære for dem, der ikke læser bøgerne i kronologisk rækkefølge (hvilket jeg stærkt vil anbefale, at man gør).

Fjerde bind er næsten 200 sider længere end tredje bind; og alligevel er det uden tvivl den af krimierne, jeg har syntes bedst om. Jeg var ret hurtigt grebet af den, og de sidste næsten 300 sider blev læst på nogle søndagstimer.

I tredje bind forlader vi Robin lige efter brylluppet med Matthew; hun ved, at han har slettet hendes beskeder fra Strike - og vi mere end aner, at de to jo nok skal få hinanden på et tidspunkt. 

Nu er hun tilbage i jobbet som hans partner; mens hun og manden er flyttet i nyt hus for at komme væk fra dæmonerne efter hendes overfald i tredje bind.

På kontoret møder en ung og tydeligt sindsforvirret mand op for at fortælle om et mord, han så for mere end tyve år siden. Han mener, at han var vidne til, at en lille pige blev kvalt og senere begravet i parken ved det store hus tæt på hans barndomshjem. Han vil have Strike til at hjælpe ham; men inden de får mere at vide, er han smuttet. 

Sideløbende får Strike et job for kulturministeren, som er udsat for pengeafpresning og mistænker, at det er idrætsministeren og hendes mand, der står bag. Oveni alt det andet er det lige, da de Olympiske Lege i London skal skydes igang med alt hvad der dertil hører af demonstrationer og utilfredshed.

Det bliver ret omfattende; der trækkes tråde fra den britiske overklasse og ned til arbejderklassen. Der er intriger familier imellem; ægtepar imellem og søskende imellem. Der er Strike, som render ind i eksen Charlotte igen; og Robin, der kæmper med ægteskabet. Endelig er der Strike og Robin, der bøvler med at finde den kammeratlige tone fra starten på deres samarbejde, da de nu har andre følelser i spil.

Selve mysteriet er genialt skruet sammen - i den forstand, at man ikke har vidst det i hundredvis af sider, da det endelig opklares. Jeg synes i dette tilfælde ikke, at den principielt var for lang - men det er stadig lidt irriterende at skulle igennem alle de gentagelser af forhistorien. Det bliver jo mere og mere opsummering at skulle rykke med over i næste bind; og det ses da også - da femte bind igen er knap 200 sider længere end fjerde bind. Jeg var jo nede for at købe det allerede inden jeg nåede slutningen af dette bind; men det skal lige modne lidt i reolen.