Olivier ou les trésors templiers (Les chevaliers III) - Juliette Benzoni

 

• Fransk
• 1. -4. marts
• 507 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Så nåede jeg til bind i trilogien om tempelridderne; og nu følger vi Olivier, søn af ridder Rénaud og den unge Sancie, som vi fulgte i andet bind. De kommer hjem til Frankrig, men lever adskilt i mange år, da Sancie mener Rénaud stadig elsker dronningen. Men endelig bliver alt godt, og sent får sønnen Olivier, og lever fredeligt i Provence på deres slot.

Men Olivier vokser op med faderens historier om tempelridderne, og han vil selv være ridder. Det huer ikke forældrene, da han er deres eneste barn - og dermed arving til hele herligheden. Der er dog intet at gøre, og han drager afsted. Tempelridderne har her i begyndelsen af det 14. århundrede en utrolig politisk magt i Frankrig - og andre steder i Europa. De svarer kun til Paven, og er dermed ikke underlagt kongers og fyrsters love i de lande, de bor i. Samtidig er de rige! Deres mange korstogter har gjort dem utroligt rige samtidig med, at de selv lever asketisk. Denne formue bruger de blandt andet på at låne penge til kongerne, og nu er den franske konge Philippe IV ved at være lidt træt af dem.

Dette tredje bind tager udgangspunkt i de samme handlinger, som er omdrejningspunktet for kultserien Les rois maudits, som jeg læste i 2012.

I 1307 beslutter Philippe IV sig nemlig for at arrestere tempelridderne; i en organiseret aktion slår han til i deres klostre over hele Frankrig den samme dag - fredag den 13. oktober. Nogle mener, at dette er baggrunden for overtroen omkring fredag den 13.; men det er der forskellige meninger om. Kongen havde behov for penge, og i stedet for at låne flere af tempelridderne var det nemmere blot at tage alt fra dem. Det gjorde han ved at konstruere en historie om deres usædelige levevis - de var sodomitter, ugudelige og diverse andre uhyrlige sager for middelalderens moralkodeks.

Men netop som de slår til er Olivier på en mission, hvor de skal fjerne nogle af de allerhelligeste relikivier fra borgen i Paris - tempelridderne anede uråd. De tager hjem til Provence, og gemmer skattene i et tårn på faderens slot. Men nogle er kommet der før dem; Rénauds gamle ærkefjende fra andet bind, og moderen er blevet dræbt af dem. 

Vi følger Olivier mens han lever under jorden indtil 1314, hvor tempelriddernes ledere endelig kommer for en domstol, og deres leder Jacques de Molay sammen med andre brændes på bålet. Inden han dør udråber han den forbandelse over paven, kongen og kongens højre hånd, at de alle vil dø inden der er gået et år. 

Denne del er absolut historisk korrekt; og man kan kun forestille sig folkets chok, da paven dør ganske kort tid efter. Så dør Nogaret, kongens rådgiver - og nu bliver Philippe IV for alvor bekymret. 

Olivier får hjælp til at gemme sig af en familie af katedralbyggere, som sympatiserer med tempelridderne - de er nogle få tilbage, som lever i skjul. Men de vil også gerne dræbe kongen - selvom profetien jo burde ordne den sag for dem?

Det hele ender selvfølgelig godt. Ikke for kongen - han dør nemlig efter en jagtulykke; og inden året er gået. Men Olivier finder tilbage til Provence, han opgiver sit tempelridderløfte om kyskhed, og finder kærligheden. Det var en fantastisk historisk saga - der skal jo være kærlighed blandet ind i historien så den sælger. Det er dog også en historie om tempelridderne, deres magt og deres endeligt. 

De er dog ikke helt væk - der eksisterer i Frankrig i dag flere klostre, hvor en ny generation af tempelriddere lever og forsvarer de gamle dyder. I vores moderne tid udmønter dette sig desværre tit i en højreradikalisering, da den gamle doktrin var at forsvare de kristne værdier. Hvor mange der findes er vist svært at vide; men myten lever stadig i bedste forstand!