Kuglen der ikke ramte - Richard Osman

 

• Engelsk
• 27.-28. februar
• 432 sider
• Originaltitel: The Bullet That Missed

Det tredje bind i serien om pensionistdetektiverne er udkommet - og man må sige, at Osman absolut har fat i noget. Det kører i et højt tempo lige fra starten, og man har jo efterhånden knyttet sig lidt til de skæve karakterer. Den tidligere spion Elizabeth, som altid har en god historie fra fortiden; den blide Joyce, som er lidt naiv, gerne vil finde en mand og som altid opdager noget, de andre har overset. Ikke mindst så hun kan imponere Elizabeth lidt! Så er der den tidligere fagforeningsarbejder Ron, som er langt blødere indeni end han vil give udtryk for - og Ibrahim, den pensionerede psykolog, som sætter pris på ordentlighed, men også er med på utraditionelle metoder, når det er nødvendigt.

Derudover er der makkerparret af politibetjente; Donna, som kæmper med kærligheden og at blive taget seriøst i politiet - og Chris, som har været igennem en livsstilsændring efter han er begyndt at date ... Donnas mor. 

De bor stadig i pensionistkomplekset, og denne gang har de besluttet at kaste sig over en uopklaret mordsag, der er ti år gammel. En journalist, der har fundet en god historie om hvidvaskning af penge og nu truer med at offentliggøre den. Hun forsvinder, og alle tror, at hendes bil, der kørte ud over klippen indeholdt hende eller hendes lig, som aldrig er blevet fundet.

De ældre mennesker giver sig i kast med mysteriet; men samtidig indhentes de af konsekvenserne af deres sidste sag. Nogle mener, at de penge, der forsvandt tilkommer dem - og de mener det alvorligt. Men de ældre mennesker er desværre ikke så skræmte ved tanken om at dø; tværtimod giver det dem den spænding, der er nødvendig for at leve.

Det giver absolut bedst mening at læse dem kronologisk - der er alle de små historier udenom; Elizabeths mand, Stephen, og hans demens; de forskellige romantiske forhold og ikke mindst trådene tilbage til de tidligere sager. 

Det er hurtigt læst og fin underholdning; men igen var der er en lille men meget irriterende fejl som i andet bind. De møder en svensker, som hedder Henrik Hansen. Det vil jeg mene er ret usandsynligt! En svensker ville hedde Henrik Hansson - det er lidt sjusket, at man ikke får den slags detaljer på plads, for han har jo bevidst valgt et typisk navn. Det er bare mere dansk/norsk end svensk.

Derudover bare underholdende - og der kommer uden tvivl et fjerde bind; jeg ville nok ikke kunne lide at læse dem alle lige efter hinanden. Men spredt ud over tid er det fine afbræk til anden læsning.