Reserven - Prins Harry

• Engelsk
• 20.-26. februar
• 416 sider
• Originaltitel: Spare
  
  

Jeg havde oprindeligt besluttet mig for ikke at investere i denne bog - af mange årsager!

Jeg tænkte, at langt størstedelen hurtigt ville blive lækket i pressen og nyhedsværdien dermed ville være minimal. Der var også en del i pressen lige, da den kom på gaden; men nu er der gået nogle uger, og hans salgstal faldt efter sigende hurtigt.

Salgstallene - netop! Jeg var ikke sikker på, at jeg finansielt ville støtte hans projekt. Det er en ekstrem selvmodsigende proces han er inde i - og dermed hiver alle os andre ind i. Hans foragt for sladderpressen er notorisk; alligevel fodrer han den nu selv, og ved at sælge sin historie opfordrer han læseren til at blive nysgerrig. 

Selvfølgelig kalder han det for sine erindringer; men ærligt talt er det jo offentlig udstillelse af nogle meget private situationer med meget offentlige personer! 

Indledningen foregår umiddelbart efter hans farfars begravelse, hvor han venter i en park på et privat møde med sin bror og far for at klinke skårene. Mens han går der, tænker han på, hvordan de måtte flygte fra selvsamme sted blot nogle måneder inden. Flygte for deres fysiske sikkerhed skriver han ligefrem. Jeg har hørt om mennesker, der flygter fra Syrien på grund af deres fysiske sikkerhed - men virkelig ikke fra Buckingham Palace eller noget lignende.

Så man ved allerede fra start, at dette her vil blive svært. Fordi han har sin virkelighed og den harmonerer ikke med den virkelighed andre i familien har; og nu udspilles krisen for fulde gardiner i offentligheden. Harry mener selv, at hvis de ikke ville høre på under det private møde i parken, så vil han nu nedskrive det for dem. Det er nok usikkert, hvor meget de læser bogen - og primært er det alle os andre, der læser den og skal forventes at få medlidenhed med ham.

Helt fundamentalt er der jo altid to sider af samme sag; og her får vi kun den ene meget ensporede version. Samtidig er han vred og frustreret - og det er mange års vrede, der lader til at eskplodere i peioden efter brylluppet og den håndtering hans hustru og han fik i pressen.

Jeg har også set hans interviews med Oprah, og Netflix-serien - og lige meget, hvor meget han ønsker at fremstå som den helt normale fyr, han mener han er - så er og bliver han af en anden støbning. Desværre fremstår de begge - for mig - også privilegieblinde og selvcentrerede.

Efter prologen starter vi tilbage i august 1997 - absolut en definerende periode i hans liv. da hans mor dør i en bilulykke i Paris. Han og hans bror har tydeligvis ikke fået den hjælp de skulle have haft til at komme igennem det enorme traume. Som en psykolog siger til ham, så sidder han fast i 1997. Det gør han! Hans version er totlt unuanceret, og pressen og samtlige fotografer er og bliver skurke. De var skyld i hans mors død (uagtet diverse retssager og en døddrukken chauffør) og de er nu ude efter at få skovlen under ham og hans familie - endog med døden til følge skal vi forstå. Det er tydeligt, at han ikke har fået bearbejdet det. 

Men det er jo også sørgeligt tydeligt, at han ikke har fået hjælp. Det er sørgeligt, at hans bror (ifølge ham) er blevet til en træmand, der blot følger familiedoktrinen om Never complain, never explain.

Det er også sørgeligt, at to brødre, som i bund og grund burde holde sammen, fordi ikke mange andre kan forstå deres verden, ender med at blive uvenner. Igen har vi jo kun hans ord for det - hans side af sagen; og William virker opsat på, at det skal forblive således. Han er jo desuden nu endnu tættere på tronen - men også meget fjernt fra sin bror. Er det en "sidegevinst" ved at være kongelig? Så er det en sørgelig en af slagsen - som vi også ser det herhjemme. At være nummer to er altid svært. I de fleste familiere vokser man fra det, og det udligner sig med årene. Men for nogle familier er det et livsvilkår, som kommer til at fylde for meget - og lagt sammen med de andre traumer, han har været ude for, er det et kompliceret menneske man ender ud med.

Så jeg er på den ene side glad for at have læst den; på den anden side frustreret over. at man kun får hans sandhed - og over, at jeg faldt for tricket og nu også er en del af den nysgerrige befolking. Men desværre også en lille del frustreret over, at min nysgerrighed fnansierer hans livsførelse - og modparten kan ikke forsvare sig. Det forbliver et uetisk dillema for mig!