Den første der dør til sidst - Adam Silvera

 

• Engelsk
• 13.-18. februar
• 576 sider
• Originaltitel: The First to Die at the End

I 2019 kom jeg jo til at bestille denne bog, som viste sig at være i YA-genren - men som jeg også var meget berørt af. Det var en fin historie om de to drenge, Rufus og Mateo, som lever deres sidste dag sammen. Det blev en kæmpe succes, og det har uden tvivl været medvirkende til, at forfatteren fik ideen til denne forløber for historien.

Ideen er jo den samme, som titlen også viser. Men nu er vi i sommeren 2010, da Death Cast opfindes af Joaquin Rosa. Det er den 30. juli lige inden midnat i New York, og folk samles her som de senere vil gøre i andre amerikanske byer til lanceringen af Death Cast; den service, der ringer folk op for at fortælle dem, at de vil dø inden døgnet er ovre. Ingen ved, hvordan de opnår disse oplysninger og der er meget uro i landet om, hvad det vil betyde.

På Times Square er Orion taget med sin stedsøster Dalma for at overvære lanceringen. Orion er 18 år gammel, og forventer at få et opkald lige efter midnat, da han lider af et dårligt hjerte. Hans forældre døde under 9/11 - og han bor nu med Dalma og hendes familie.

Valentino Prince er også 18-19 år gammel og fra Arizona; da han fortalte sine forældre, at han var homoseksuel smed de ham ud af familien og nu er han ankommet til New York, hvor han dagen efter skal til sit første fotoshoot som model. Hans tvillingesøster Scarlette skal ankomme dagen efter - og de skal sammen indtage the big apple! For enten Orion eller Valentino bliver det dog deres sidste dag i live - men de møder hinanden på Times Square, og kommer til at leve den sammen. Faktisk bliver den fuldstændigt revolutionerende for dem begge.

Parallelt med historien om Orion og Valentino går forfatteren i denne roman lidt længere end i den forrige. Vi møder perifært en række andre mennesker; stifteren Joaquin Rosa, der kæmper med medierne og reaktionerne på nogle uforudsete hændelser i forbindelse med lanceringen. Men vi øder også Rufus og Mateo som har en slags cameo-optrædener i denne roman; de er stadig børn - men der er små indikationer, der trækker tråde til den fremtid, der venter dem.

Orion og Valentino dokumenterer også deres dag sammen med fotos; i den første bog var det måske det, der rørte mig mest, da jeg mod slutningen opdagede, at den Instagram-konto de bruger rent faktisk er oprettet. Det var ganske enkelt genialt! Men i 2010, hvor vi er nu, findes Instagram ikke og dermed får vi ikke billederne at se. Måske ville den gimmick heller ikke virke to gange - men det er nok ligesom hele konceptet om en forløber. Det er svært; ligeså svært som det er at lave en opfølger uanset hvor fristende det kan være for forfatteren.