- Engelsk
- 6.-.10. februar
- 496 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Delia Owens er nok mest kendt for sin debutroman fra 2018; historien om en ung pige, som lever ensomt langt ude i sumpene i North Carolina. En virkelig stærk roman, der gjorde stort indtryk på mig. Delia Owens satte sig virkelig ind i karakterens oplevelse af denne selvvalgte eremittilværelse - måske fordi hun havde prøvet det selv?
Jeg opdagede ved den læsning, at Owens selv havde boet i årevis i Afrika med sin daværende mand; under primitive og ensomme forhold. Bogen fra 1984 har da også fået en renæssance nu, og selv med så mange år på bagen er den ikke uaktuel. Den er måske mere spændende netop fordi den er skrevet på et tidspunkt, hvor denne del af verden stadig var mere uberørt end i dag.
Delia og hendes mand Mark tager til Botswana i 1974; der er de knap 25 år gamle, og vil supplere deres biologistudier med feltarbejde. Det er selvsagt en anden tid - på alle måder; teknologisk er der ingen muligheder for at holde sig i god kontakt med omverdenen, og de sætter lejr op midt ude i Kalahari-ørkenen. De har ikke som udgangspunkt et mål; de vil finde en dyreart, som der ikke er forsket meget i - det skal hjælpe dem til at få sponsorater til at fortsætte arbejdet.
Det ender med at blive den brune hyæne; nok ikke det mest elskværdige dyr på savannen. De er grimme - ja, hyæner er virkelig grimme dyr. De lever af ådsler, hvilket jo ikke gør dem mere elskværdige. Måske derfor var der ikke mange studier af dem; og Owens-parret opdager da også en lang række opsigtsvækkende ting om de modbydelige dyr. De har et kompliceret socialt system, hvor de opdrager ungerne sammen og adopterer dem, når og hvis en mor bliver dræbt. De får et tæt forhold til de flokke de følger, og navngiver dem endda.
Mark og Delia bor i primitive telte i et barsk område; de udsættes for ørkenbrande og storme; for årelang tørke og så er der jo det evindelige problem med overlevelse. Der er en ny i "nærheden" - mange timers kørsel i jeep med forbrug af kostbar benzin. Men den by var jo ikke pakket med supermarkeder og forsyninger for 40 år siden. Der var knap elektricitet!
De formår i løbet af de syv år at opbygge en del forskning; de får et lille fly og midler til at forske og holde sig i gang. De observerer selvfølgelig hyænerne; men også løvefamilier, som de følger og knytter sig til. De lever meget tæt med dyrene, og man får jo ondt i hjertet, når de "mister" et af deres dyr.
Der er mindre fokus på, hvordan de som mennesker klarer denne isolation - og det savner jeg lidt. De har i nogle år en ung lokal mand boende i lejren, og det nævnes sporadisk men ikke dybdegående, hvordan det forløber. Samtidig er de jo langt fra familie og venner, og som de naturbevarere de er, får de ikke mange venner blandt de hvide i byen, som primært driver safarijagt for turister - og derfor slår ihjel. De kan faktisk kun tale med dem selv - og selv for det mest idylliske parforhold må det være en enorm psykisk belastning; men det hører vi ikke meget om desværre.
Det er en fængende fortælling; jeg skulle lige ind i den, men så var jeg hensat til min safari i Kenya i 2019 og alle de dyr (inklusive grimme hyæner), vi så. Det er samtidig en interessant observation af, hvordan man allerede dengang kæmpede hårdt for at beskytte naturen og lade dyrene leve i deres naturlige miljø. Hvor det kan synes åbenlyst for os, er det ikke så ligetil i en verden, hvor din føde kommer fra husdyr, som kan blive spist af vilde dyr. En hårfin balance for disse landes regeringer at håndtere!
No comments:
Post a Comment