Første person ental - Haruki Murakami

 

• Dansk
• 15. februar
• 186 sider
• Læseklub

Jeg måtte midlertidigt afbryde min igangværende læsning, da jeg meldte mig til en læseklub på biblioteket. Det er absolut første gang, jeg prøver den slags - så var meget spændt på det. Klubbens tema er værker af forfattere, der enten har vundet Nobelprisen i litteratur eller har været oppe at vende som mulige kandidater. Så pludselig havde jeg kun en dag til at finde og læse månedens bog for ikke at mde helt uforberedt op. Heldigvis var det ikke verdens tykkeste bog, og jeg nåede stort set den hele aftenen inden.

Murakami har jeg læst før; men det er ved at være en del år siden. En af dem var på engelsk og den anden på fransk; men denne gang blev det nemmeste at finde den danske udgave på biblioteket; med japansk litteratur er det jo knap så vigtigt - og oversættelsen skulle vise sig at være virkelig fremragende. Ikke fordi jeg taler japansk; men fordi man kan se oversætterens brug af ordleg, som må komme fra originalen, og ikke være nemt at få med ind i en oversættelse så flydende som det gøres her.

I modsætning til de to romaner jeg har læst, er dette en novellesamling. I den danske oversættelse er der ni noveller, hvor originalen vist kun har otte noveller. De virker til at være delvis selvbiografiske; men det er altid svært med Murakamis flydende grænser mellem fantasi og virkelighed. Gælder det også mellem hans eget liv og fiktionen?

De fortælles, som titlen antyder, i første person ental - men ved man om det er den samme mand hele vejen igennem? Eller er det otte forskellige mænds tilbageblik på et minde? Den niende novelle er fortalt af en kvinde, og falder dermed lidt udenfor.

Mange af minderne handler om relationer til kvinder; korte forhold eller tilfældige møder og ofte fokuserer Murakami en del på deres fysiske udseende. Han omtaler kvinderne som "grimme" - men så har de andre kvaliteter. Der er et strejf af nostalgi hele vejen igennem; mænd, der tænker tilbage på gode eller markante minder i en ældre alder. I et enkelt tilfælde giver han direkte sit eget navn; men vi ved ikke med sikkerhed om de andre er hans egne minder eller ej?

Stilen er noget mere tilgængelig end jeg husker de to romaner, jeg læste. Man flyder med i et stille tempo, hvor der ikke sker så meget - og så pludselig er det alligevel et element af overraskelse. En lille blanding af noget fantasifuldt, en del jazzmusik og Beatles, som han tidligere har brugt. Og baseball, som han er stor fan af. Det er absolut ikke så imponerende som hans tidligere romaner, og jeg fornemmer en mætning med alderen. En stille reverence, der begyndes.