Muren - Jean-Paul Sartre

 

• Fransk
• 22. maj
• 69 sider
• Originaltitel: Le mur

Denne måneds læseklubudfordring, som faktisk er en novellesamling, men det lykkedes mig kun at finde hovednovellen i en særlig udgave med forklaringer og illustrationer. Teksten er dog den samme.

Muren er skrevet i 1939 umiddelbart efter den Spanske Borgerkrig og inden Sartres store eksistentialistiske hovedværker. Sartre selv sagde, at det var tragiske eller komiske historier - og i visse tilfælde er det nok begge dele.

Den foregår over en enkelt nat, hvor tre personer dømmes til døden. Hovedpersonen Pablo fortæller historien i første person, og filosoferer over det liv, der skal ende ved daggry. De to andre fanger er en irsk mand, Tom, og en ung spanier, Juan. Den unge Juan mener han er uskyldig - det er hans bror de skal have fat i. Tom bliver hurtigt så nervøs, at han ikke kan finde ro og ikke holde styr på sin kropsfunktioner heller.

Pablo mener, at selvom man nu kom og benådede ham, så ville det ikke gøre en forskel. For nu har han tabt illusionen om det evige liv. Det er jo essensen i Sartres tankegang.

Muren er flere ting. Det er den mur, de skal henrettes op ad selvfølgelig. Men det er også muren i cellen, der spærrer dem inde og så er det den mere abstrakte mur, der afslutter deres liv.

Men Pablo får en chance til - hvis han fortæller, hvor Ramon - en anden mistænkt - gemmer sig, vil hans liv blive sparet.

Pablo er overbevist om, at Ramon er i sikkerhed hos sin fætter, så han fortæller dem, at Ramon gemmer sig på kirkegården. Det gør han faktisk. Ramon bliver dræbt. Pablo lever. Det er en makaber tragikomisk slutning, som bliver Pablos byrde at bære.

Man kunne jo tænke, at Sartre var inspireret af en anden fransk klassiker - nemlig Victor Hugos En dødsdømts sidste dag. Der er flere lighedspunkter - det hele foregår over en enkelt nat inden den sidste morgen fx. Men Hugos hovedperson er anonym; hans projekt var en analyse af nytten af dødsdomme. Skal samfundet give igen af samme skuffe ved at dræbe en mand, der har dræbt?

Sartres vinkel er, at individet må tage ansvaret - således også Pablo hvis leg med betjentene resulterer i Ramons død. Sartres syn er, at den "joke" tydeliggør, at Pablo ikke længere har nogle hensyn at tage. Han skal dø - ergo kan han tillade sig at lege med sin menneskelighed og sin frihed. Men det er også absurditeten i slutningen - Pablo bliver i sidste ende den med ansvar for liv og død.