En dødsdømts sidste dag - Victor Hugo

• Fransk
• 10.-11. september
• 201 sider
• Originaltitel: Le Dernier Jour d'un Condamné

Jeg trængte altså gevaldigt til lidt hjerneføde efter den grusomme oplevelse med den sidste bog. Og så er der ikke nogen bedre medicin end en god gammel 'klassiker' - og ikke mindst lidt Hugo! Hvor meget klassiker den er, kan muligvis diskuteres - det er et af hans meget tidlige værker, som han udgav som 27-årig; men ikke desto mindre afspejler den allerede hans politiske og sociale indignation, som jo præger størstedelen af hans værker.

Bogen udkom som sagt i 1829; den udgave jeg læste er fra 1832, hvor den er tilføjet et lille kapitel teater i indledningen. Dette er ment som ren satire fra Hugos side - personerne, der indbyrdes diskuterer det forargelige i romanen og ikke mindst dens tema. I epilogen finder man ligeledes et brev fra Hugo til hans redaktør, som havde foreslået en ændring i romanen - men der argumenterer Hugo, at der er interne og eksterne romaner; der er handling og analyse. Og denne roman er en analyse, og netop derfor skal den forblive abstrakt i forhold til personerne.

Jeg-formen som fortæller er usædvanlig for perioden; ikke desto mindre vælger Hugo den unavngivne jeg-fortæller, som budbringer for hans egen fordømmelse af dødsstraffen. Hugo har ved flere lejligheder set guillotinen i brug på Place de Grève - den nuværende Place de l'Hôtel de Ville i midten af Paris; og temaet vender igen i flere af hans senere romaner. At se en henrettelse påvirkede ham så voldsomt, at han måtte skrive om det og forsøge at rette offentlighedens opmærksomhed mod det uhyrlige i denne praksis.

Vi får aldrig at vide, hvem manden er eller hvad hans forbrydelse var. Selvom der var mange henrettelser på Hugos tid, så ville han ikke have en forbindelse til et reelt navn og en reel sag. Dette er en universel forkastelse af guillotinen som instrument.

Dødsstraf ved guillotinering var ellers blevet afskaffet i 1795; men det blev senere ophævet. Først i 1848 blev den afskaffet for politiske forbrydere, men ikke for mordere. Og den var i brug så sent som i 1977 for sidste gang selvom man "allerede" i 1939 fjernede udøvelsen fra offentlige pladser.

Men her følger vi altså denne dødsdømte mand fra han dømmes til han flyttes til fængslet lige inden henrettelsen. Hans tanker om de efterladte - moderen, hustruen og datteren. Hans udvekslinger med fængselsbetjentene, som behandler ham så pænt - man skal jo nødig have, at han dør i fængslet, når folket glæder sig til festen. De lejer nemlig pladser tæt på, og laver en skovtur ud af det.

Hovedpersonen filosoferer over sit liv og den måde det skal ende på; og han beslutter sig for at nedskrive historien til sin lille datter - men Hugo klarer sig udenom det kapitel ved at sige, at papirerne forsvandt.

Det er tidlig Hugo - men allerede med stærke holdninger politisk og litterært. Han forsvarer sin ret til at bruge slangsprog, som han jo var en pioner med indenfor den pænere litteratur. Slangsproget er ikke anderledes for ham - det er blot elendighedens sprog; derfor må hans personnager fra samfundets bund tale med deres egen tunge. Men for 200 år siden var det revolutionær nytænkning.

Selve historien er kun knap 140 sider; men man får mindst lige så meget ud af at læse hans bevæggrunde for handling og sprog, som han forsvarer dem i efterskriftet.