Saturday, September 6, 2014

Stieg og mig - Eva Gabrielsson



























  • Engelsk
  • 4.-5. september
  • 211 sider
  • Originaltitel: Stieg & Me

Historien om Millenimum-trilogiens forfatters død er jo ganske almindeligt kendt; og til dels også det efterfølgende familiære drama omkring hans arv. Da Stieg Larsson døde, var manuskripterne blot afleveret, og der var aftalt en forskudsløn på lidt over en halv million svenske kroner. Men bøgerne nåede ikke at udkomme inden forfatteren faldt om af et hjertetilfælde den 9. november 2004.

Eva Gabrielsson levede sammen med Stieg Larsson i knap tredive år; de mødte hinanden som purunge og fandt en fælles interesse i politikken og ikke mindst antiracistiske og fredsbevarende bevægelser. Det var 1970'erne med krig og kommunisme - der var rigeligt med gode sager at stille sig på barrikaderne for. Men de fortsatte op gennem 1980'erne og 1990'erne - og de var begge højt på listen over samfundsfjender hos visse højreekstremistiske bevægelser i Sverige.

Det Sverige, som vi altid har betragtet som så utroligt fredeligt med deres krigsneutralitet - men også en drøm, der brast i februar 1986, da Olof Palme blev skudt ned på åben gade i Stockholm. Den sag afslørede allerede visse brister i det svenske Säpo-system, og i Millenium-trilogien beskriver Stieg Larsson i dybde de dystre sider af det svenske samfund. Som Eva Gabrielsson beskriver i bogen, er det ikke opfundet fra fri fantasi - mange af de kriminelle elementer er baseret på reelle mord og hændelser, som han kom i kontakt med i sine mange år som journalist - eller ganske enkelt via de svenske offentlige arkiver, som afslører stort set alt.

Af samme årsag - og på grund af sikkerhedsfaren - holdt de deres forhold relativt privat, og valgte ikke at gifte sig; hvilket skulle vise sig at være fatalt for Eva Gabrielsson, da hun pludselig stod alene som 'enke' efter 32 års samliv men uden børm og uden papirer.

Det er jo ikke en unik situation, men nu var der potentielt mange penge på vej, og ikke mindst ville Eva beskytte immaterialretten efter Stieg Larssons arv; især da hun så, at der var filmatiseringer og deslignende på vej. Alt sammen ikke i hans ånd. 

Stieg Larsson havde ganske lidt kontakt med sin familie - og nærmest ingen med sin halvbror; det fik de hurtigt fordrejet efter hans død - og det er jo ligefrem smagløst, da denne foreslår hende at gifte sig pro forma med faderen, så det juridiske er på plads og hun får sin del af kagen.

Der er ingen tvivl om, at Eva Gabrielsson er bitter. Derfor ved jeg heller ikke, om man skal tro alt, når hun påstår at have været medskribent på trilogien og ville kunne fortsætte den. Det er jo svært når den ene part i argumentet mangler. Men det er samtidig helt tydeligt, at det ikke er pengene hun er ude efter - men at beskytte hans eftermæle og forhindre, at han ender som merchandise-offer. Selvfølgelig ville hun også sikre sig selv nok til ikke at blive smidt ud af deres fælles lejlighed - hvilket er toppen af absurditeten. Det er skræmmende så lidt juridisk opbakning, der er til efterladte i hendes situation. 

Bogen gennemgår udover hendes kamp også en del referencer til steder og hændelser, som Stieg Larsson brugte til at skabe sine personer og sine romaner - man får næsten lyst til at læse dem igen med nye øjne. Men man skal dog tage højde for hendes bitterhed, vil jeg mene.

No comments: