Sunday, June 11, 2023

Skammen - Annie Ernaux

 

  • Fransk
  • 11. juni
  • 132 sider
  • Originaltitel: La honte

Den franske forfatter, Annie Ernaux, vandt jo Nobels litteraturpris i 2022 - til stor forundring hos mange i Frankrig, Jeg har personligt aldrig læst nogle af hendes bøger; der er vist ikke én af dem, der er mere end 150 sider lang og så er de primært selvbiografiske. De er centreret om forskellige temaer, og er udgivet over flere årtier - principielt kunne hun jo have skrevet en stor selvbiografi. Men det er jo ikke op til mig at dømme!

Men nu stod den på programmet i min læseklub; så jeg lånte den på dansk på biblioteket og købte den så også på fransk (selvom en Gallimard-udgave til 180 kroner er vanvid for 132 sider). Det tog mig lige præcis to timer at læse den, og er et glimrende eksempel på, hvorfor jeg ikke kan med disse korte bøger.
Jeg læste hele den franske udgave; men brugte den danske til opslag - jeg var især interesseret i at se, hvordan oversætteren ville håndtere de mange franske udtryk. 

Denne bog omhandler sommeren 1952, da forfatteren er 12 år gammel og hendes far forsøger at dræbe hendes mor. En juni eftermiddag.Bare sådan. Men er det et reelt drabsforsøg eller som hun selv skriver - et skænderi, der tager overhånd og der bliver taget for godt fat. Forældrene har en lille købmandsbutik i forbindelse med en café, og de er således socialt i den nedre del af hierarkiet. Netop hierarkiet er dominerende i deres verden - i den lille provinsby; i skolen; i kirken; i samfundet.

Skammen er dermed den erkendelse af, at de ikke er blandt eliten - Annie er den bedste elev i klassen, men der er stadig en uudtalt forskel udenfor skolen. En forskel, der betyder, at man ikke blander sine verdener sammen.

Jeg ved ikke helt, om jeg synes om hendes stil? Generelt er det problematisk for mig at starte og slutte en bog så hurtigt. Jeg synes ikke jeg når at lære forfatteren at kende som jeg har behov for, og jeg når ikke at fordybe mig nok. Desuden må jeg indrømme, at det som hun tilsyneladende finder interessant, ikke er det for mig. At bygge en hel karriere på at skrive sine erindringer i dette format er lidt Kejserens nye klæder for mig. Det bliver virkelig interessant at se, hvad resten af læseklubben synes om den!

No comments: