- Engelsk
- 12.-16. juni
- 474 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
I forbindelse med en ny arbejdsrolle skal jeg nu arbejde en del med DEI, som det jo hedder nu - Diversity, Equity & Inclusion. Det er et virkelig spændende emne; og selvom meget virker som indlysende logik, er der stadig lang vej at gå i mange lande - og jeg skal indgå i et europæisk team.
I den forbindelse fik jeg tilsendt denne bog, som er skrevet af en forelæser ved CBS i København.
Det er både en gennemgang af, hvordan situationen er indenfor forskellige områder som køn, seksualitet, religion, alder etc. - men også en tjekliste med ideer til, hvordan man kan engagere sig bedre og mere.
De fleste medarbejderundersøgelser vil måske vise, at der ikke er nogle problemer i en virksomhed - at fx racisme eller MeToo ikke er et problem; men hvis majoriteten af ansatte, der besvarer undersøgelsen ikke tilhører en af disse grupper, så er det jo et totalt forvredet billede.
Desværre er virkeligheden en ganske anden. Langt de fleste virksomheder - i Danmark men bestemt også ude i verden - ansætter stadig ikke mange medarbejdere, der falder uden for normen. Det være sig transseksuelle, mennesker med religiøs hovedbeklædning eller handicaps. Jeg synes man ser en forskel nu i Danmark i detailhandlen; men den er jo ikke repræsentativ for det danske arbejdsmarked.
I mange andre lande er det stadig uhyre svært at komme på arbejde, og tage hele sig selv med. I mange lande - Danmark inklusive - er der stadig forskel i løn mellem kvinder og mæmd, der bestrider samme type stilling. Med andre ord - der er virkelig lang vej!
Det gælder jo også vores opfattelse af, hvad der er acceptabelt eller hvad der er fx humor? Jeg erindrer tydeligt min start på arbejdsmarkedet, hvor en "velmenende" fransk chef sagde til mig, at jeg havde gode muligheder for en fin karriere i firmaet. Han ville dog anbefale mig "som kvinde" ikke at blive gift eller få børn, hvis jeg ville frem i verden. Det absurde er jo, at det var helt OK at sige for 30 år siden - hvor manden i dag var blevet fyret for den slags bemærkninger. Så der er bestemt sket fremskridt - men der er stadig lang vej at gå.
Det er en akademisk bog selvfølgelig; og til tider lidt tung med opremsninger af tal - men absolut interessant og relevant!
No comments:
Post a Comment