Mamma Roma - Luca Di Fulvio

• Fransk
• 6.-10. juni
• 816 sider
• Dansk titel: Ikke oversat
  
  

Der er stadig ingen af Luca Di Fulvios bøger, der er oversat til dansk - det forstår jeg faktisk ikke? Måske fordi det er svært at sælge så tykke bøger? For selvom han bevæger sig væk fra tusindsiders-formatet, så er det stadig i den tunge ende; og måske nogle gange lidt for meget.

Efter en sviptur til Sydamerika er vi denne gang tilbage i Italien; året er 1870 og italienerne kæmper for at forene landet efter i århundreder at have været individuelle stater (Firenze, Milano, Venedig osv.). Men Rom er stadig i pavens magt, og er under fransk protektorat.

Italienerne vil have et samlet land under én konge; det skulle ikke holde mange år - men i 1870 var det kampen.

Som altid fører Di Fulvio sine protagonister ind fra forskellige steder inden de mødes og forenes på kryds og tværs.

Denne gang er det Pietro, den unge knægt fra et børnehjem, der adopteres af en ung komtesse og hendes adelige mand. Men greven har pantsat hele deres formue og ejendele for ikke at skulle i krig - og pludselig mister de alt. Han begår selvmord af skam, og komtessen og Pietro flygter med et par smykker. De tror de kan komme i sikkerhed netop i Pavestaten, da italiensk lov endnu ikke gælder der.

Samtidig er Marta på vej mod Rom som en del af det cirkus, der adopterede hende som lille - hu var blevet mishandlet og vanrøgtet af sine forældre, og selvom hun er bitter over livet som forældreløs opdager hun jo med tiden, at cirkusfamilien er langt mere familie end dem, hun mistede. Især den gamle gøgler, Melo, som er som en far for hende.

Der skal også helst være lidt klassekamp i Di Fulvios historier; det er der denne gang med Ludovico - den unge prins, som melder sig under fanerne hos rebellerne. Der møder han Marta, og i skolen møder han Pietro - og således er hele scenen sat. Der er de unge og de gamle; de rige og de fattige; kærlighed og had - skurke og helte - alt er som det skal være!

Det lyder lidt karikeret; og det virker da absolut også som en skabelon, der er i brug. Men det virker jo og det er ikke så simplistisk som det kunne lyde her. Der er altid det historiske element - jeg anede intet om denne konflikt fx - jeg lærer altid noget nyt i hans bøger. Di Fulvio lader Pietro opdage fotografiets kunst og bruge det til at dokumentere både den sociale uretfærdighed, men også kampene, da de bryder ud.

Det er ikke helt teknisk muligt; og det erkender Di Fulvio da også selv i efterordet - men der tager han sig en lille kunstnerisk frihed og Pietro bliver en slags romersk Jacob Riis, der fotograferer bunden af samfundet. 

Et par hundrede sider inde i bogen tænkte jeg mere og mere, at den jo mindede en del om Hugos Les Misérables; og så pludselig trækker han selv det kort ved at introducere bogen som et element i historien. Hos Hugo er det barikkaderne i Paris i 1832; her er det fyrre år senere for en anden borgerkrig - men der er store ligheder, og Marta er nærmest den lille Cosette. 

Jeg læste den temmelig hurtigt; fuldstændigt opslugt af historien selvom der til tider kommer lidt for mange sødsuppeelementer - og han kunne sagtens have gjort den 50-100 sider kortere. Men han forstår at skrive en gribende historie - han har fundet den rigtige skabelon!