- Engelsk
- 13.-16. august
- 432 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Bøger om boghandlere. Bøger om biblioteker. Bøger om bøger.
Jeg falder altid for det, når jeg kan se noget lignende i titlen. Det er ikke altid en heldig oplevelse - men der er gode ting imellem. Denne er en af dem. Måske lidt til den "søde" side - men god og rørende underholdning, som absolut også hylder værdien af bøger som kommunikation mellem mennesker.
Aleisha er 17 år gammel, og bor med sin mor Leilah og bror Aidan efter faderen har forladt dem. Moderen lider af svær depression, og forlader ikke huset, som altid er hermetisk lukket og med nedrullede gardiner. Aidan og Aleisha skiftes til at være hjemme for at se efter hende. Men Aleisha har fundet et sommerjob på det lokale kommuncale bibliotek, som trues af lukning, Hun hader det job!
Mukesh er en ældre herre, som har været enkemand i to år. Hans tre døtre er konstant efter ham for at høre om han spiser ordentligt, sover ordentligt, får rørt sig. Men de spørger sjældent til, hvordan han har det! Hans børnebørn ser han sjældent - han kan ligesom ikke finde taget på dem efter deres mormor er væk.
De to forskellige mennesker mødes på biblioteket, og da Aleisha falder over en lap papir med forslag til bøger, beslutter hun sig for at gøre det til en opgave for Mukesh. Men da han vil vide, hvad bøgerne handler om, må hun jo selv læse dem inden. Således begynder deres venskab ud fra en tilfældig liste med bøger skrevet af en tilfældig ukendt person.
Som tiden og læsningen skrider frem, opdager de, hvordan bøgerne og historierne kan hjælpe dem med deres egne problemer. De udveklsler meninger og snart livshistorier. De bliver venner.
Jeg elsker at diskutere bøger med andre; især én veninde med hvem jeg konstant udveksler læseoplevelser og deler gode råd - og advarsler!
Jeg har ikke læst alle bøger på listen i bogen, men det er en meget interessant liste:
- Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee
En absolut klassiker, som er evig aktuel - desværre...ikke mindst i disse BLM-tider - Rebecca af Daphne du Maurier
Den har jeg aldrig fået læst; men den bliver ved med at poppe op, så den må læses! - Drageløberen af Khaled Hosseini
Den moderne klassiker om Mellemøsten og Afghanistans styre; både bog og film er dybt gribende. Det er 15 år siden, jeg læste den og den står stadig knivskarpt i erindringen. - Pi's liv af Yann Martel
Det er også 15 år siden, men jeg faldt aldrig for dens lommefilosofiske vinkel. - Stolthed og fordom af Jane Austen
Jeg har aldrig været fristet af Austen eller Brontê-søstrene og deres romaner, så den får jeg nok aldrig læst! - Pigebørn af Louisa May Alcott
Jeg har planer om at se filmen, men det stopper sandsynligvis der - selvom det er en klassiker - Elskede af Toni Morrison
Den første sorte kvinde, der fik Nobels litteraturpris - det siger ikke så lidt; og selvom det ikke er let tilgængelig læsning, så er det absolut en bog, der bør læses en gang i livet. - En passende ung mand af Vikram Seth
Dette er en af de største bøger, jeg har læst - jeg fik en tennisalbue af at gå med den på gaden, mens jeg læste. Deraf fulgte en lidt pinlig oplevelse hos fysioterpeuten, hvor jeg skulle forklare min "sportsskade"! En mammutroman om Indien - og selvom Seth forventede at udgive opfølgeren i 2013, er denne endnu ikke udkommet - han lider af skriveblokade. Det er også meget at leve op til - men bliv ikke skræmt af den tykkelse.
Så jeg blev også inspireret af Aleishas og Mukeshs læseliste, og det er en smuk historie om uventet venskab, der trak lidt tårer til sidst. Det skyldes nok også min mentale post-cancer-tilstand, men det er en smuk lille historie.
No comments:
Post a Comment