Fortidens tåge - Leonardo Padura

• Fransk
• 12.-15. oktober
• 435 sider
• Fransk titel: Les brumes du passé

Den 12. oktober rejste jeg mod Cuba - og ikke mindst Havana, som jeg ikke besøgte på min sidste rejse dertil for fire år siden. Jeg havde inden besluttet, at jeg ville læse noget cubansk litteratur; men det skulle jo også være noget, der ikke blev konfiskeret i lufthavnen. Altså helst ikke af eksilerede cubanere!

Valget faldt derfor på krimiforfatteren Paduras roman om detektiven Mario Conde, som nu lever af at sælge gamle bøger. Cuba eksisterer jo på baggrund af en form for paralleløkonomi, hvor alle forsøger at tjene lidt ekstra til at skaffe sig mad og andre nødvendigheder. Efter den store økonomiske krisei 1990'erne, gælder dette også de tidligere rigere indbyggere. Mario Conde besøger derfor de fine gamle huse i Havana, hvor han håber at finde bøger, der er penge værd.

En dag besøger han et hus, der varetages af et søskendepar. Ejeren er død i USA mange år tidligere, og deres mor, som var husholderske er nu dement eller sindssyg. Men de har lovet at passe på biblioteket, som hurtigt viser sig at være en guldgrube. Mario vil endog slet ikke sælge de fineste eksemplarer, da han mener, at disse er nationale skatte. Men han og hans kompagnon begynder at sælge ud af bøgerne, da Mario finder et notat i en bog om den smukke sangerinde Violeta del Rio.

Han finder hendes plade fra 1959, og bliver besat af hendes hæse fado-agtige stemme, og vil finde hende. Men hun er død - men måske ikke af det selvmord, som omverdenen dengang godtog som forklaring. Den tidligere detektiv trækker igen i tøjet, og begynder at opsøge folk fra Violetas tid.

Det var en storhedstid i Havana; de unge, de smukke og de rige brugte øen som legeplads, og mafiaen garanterede som bekendt diktatoren Batista en klækkelig indtægt samtidig med, at de hvidvasskede penge i stor stil. Sangerinden var en del af den verden, og hun havde en ældre rig elsker, som købte hende en lejlighed og holdt hende. Måske vidste hun for meget om mafiaen?

Mario Condes venner er alle fattige men vanvittige personligheder; de lever i absolut usle kår i bydelen Vedado, som er gedigen slum. Hans indtægter fra bogsalget går derfor til overdådige måltider, hvor alt skal bruges på en gang - blot for at have smagt ordentlig mad igen.

Parallelt med historien om det mystiske søskendepar i villaen, sangerinden og opklaringen, er der dagbogsbreve skrevet af en anonym kvinde. Brevene er fra tiden lige omkring revolutionen, og henviser til et mord - og en temmelig uforløst kærlighed.

Jeg vil ikke sige, at det var en overraskende slutning. Som læser har man gættet den - men charmen består i den langsommelige døsige varme stemning, der præger bogen. Og velankommet til Havana var det jo endnu mere fantastisk nu at se de steder, han omtaler. Både de gamle paladser, der er forfaldet - men også slummen i Vedado, som virkelig er uvant for os. Og stemningen med salsa, cigarer og livsglæde trods vilkårene.

Det var en perfekt bog som indledning til Havana - men man skal kunne lide den specielle sydamerikanske stil.