- Fransk
- 9.-11. oktober
- 189 sider
- Originaltitel: Maigret a peur
Maigret er på vej hjem fra en kongres med politikolleger, da han beslutter sig for at besøge en gammel ven på vejen. Denne bor i en lille fransk provinsby, og er den lokale dommer. Men da han stiger af toget, tror alle, at han er der for at opklare et mord.
Først er der et mord på en af byens finere borgere; men dagen efter er det en gammel kone - og endelig en fulderik, der raver rundt i byens gader. Så nu er det jo nærmest en seriemorder, og Maigret gør sit for ikke at blande sig. Især når alle forventer det, bliver han tit stædig - og vil slet ikke opfattes som officielt indblandet i sagen.
Men hans nysgerrighed er jo som altid for stor; og han begynder at tale med de andre familiemedlemmer og de lokale, som nærmest har lagt op til en vendetta. Der er en anspændt stemning i byen, og Maigret føler også, at hans ven indirekte anklager ham for ikke at beskytte 'deres egne' - byens velstillede borgerskab.
Der hviler en ret dyster stemning over historien, og man kan levende forestille sig byen opdelt i de to fronter. Maigret er ikke engang rolig, når han skal ind på det lokale værtshus.
Overraskende er slutningen måske ikke; men det er især Maigrets refleksioner undervejs, der gør den interessant. Indimellem ringer fru Maigret, som ikke forstår, hvorfor hendes mand ikke vender hjem - og da han endelig er i Paris affærdiger han weekenden som en bagatel. Typisk Maigret!
No comments:
Post a Comment