De syv søstre - Lucinda Riley

• Engelsk
• 21.-23. oktober
• 640 sider
• Originaltitel: The Seven Sisters

Jeg faldt i "fælden" og købte en ægte Easy-Read til ferien - en af den slags, hvor omslaget normalt ville skræmme mig langt væk. Men samtidig er der en dimension af symbolisme og kulturreferencer, som jeg mente kunne redde den. Og det fik jeg faktisk ret i!

I juni 2007 bliver Maia kaldt hjem til Génève, hvor hendes far Pa Salt er død. Maia er ikke alene, for der er seks søstre - alle adopterede af den mystiske rigmand, som allerede er begravet til søs inden de kommer hjem fra alverdens hjørner af verden.

De seks søstre - Maia, Ally, Star, CeCe, Tiggy og Electra - får ved åbningen af testamentet et brev fra deres adoptivfar. Ligeledes har han fået opsat en statue i haven (som ses på omslaget) med indgraverede beskeder til hver af dem. Beskederne indeholder en græsk inskription anset som en slags moralsk ledetråd samt koordinater, der kan føre dem til deres oprindelsessted, hvorfra han adopterede dem. Ikke nødvendigvis deres biologiske familie - men en indikation af deres tilknytning.

Serien er baseret på syv søstre, som de findes i den græske mytologi som døtre af Atlas og Pleione - og Riley benytter da også anagrammer i stor stil. Tænk blot her på Atlas vs. Pa Salt! Det er jo også et stjernebillede, og hermed skabes forbindelsen til sfæren med ledetrådene.

Hver bog skal omhandle en af søstrenes søgen efter deres oprindelse - og så er der jo mysteriet om den sidste og syvende søster, som aldrig kom til familien.

Dermed fortælles denne historie af Maia, den ældste, og hendes rejse til Rio de Janeiro, hvor koordinaterne leder hende hen. Derefter springes der i tid tilbage til 1920'erne, hvor man følger hendes forfædre - indtil hun finder sandheden ... og kærligheden!

For det er også en kærlighedsroman af den lidt rosenrøde slags desværre! Visse steder hæver vi os knap over Danielle Steel-niveau; men det må man tage med, hvis man vil have resten af historien. Det historiske research er fantastisk, og Riley tager os med til nogle steder og epoker med en god historie iblandet. I Rio er det fx bygningen af Kristus-skulpturen, der er omdrejningspunktet og hun blander såvel fiktive som reelle personer.

I slutningen af historien afsluttes Maias søgen, og historien overtages af den næste søster, Ally, som en glidende overgang til næste bind. Der er dog også den lille krølle, at Ally mener at høre faderens stemme - så er han død eller?

Der er bestemt lagt op til en spændende serie, hvor man jo vil have slutningen. Men det kan muligvis vare helt til 2020, hvis hun skal udgive et bind om året? Det er altid det irriterende ved den slags serier; men nu er jeg jo i gang!