Le bouddha blanc - Hitonari Tsuji

• Fransk
• 13.-16. marts
• 287 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Dagen inden jeg satte mig på flyet til Mexico, nåede jeg at færdiggøre denne smukke lille roman, som ellers havde stået på mine hylder i årevis. Stor fejl - for det var jo en ren perle! Men japansk litteratur er jo ikke det jeg læser mest af.

Forfatteren har ladet sig inspirere af sin egen bedstefars historie i romanen om våbenmageren Minoru Eguchi, som bor på en lille japansk ø i starten af det 20. århundrede. Han er en følsom sjæl, der præges af dødsfald, og tit fornemmer overnaturlige ting. Han er en lille dreng på otte år, da historien starter - sammen med to venner leger de voldsomme lege, og driller kirkegraverens lidt tilbagestående søn, som dog ender med at blive hans tætteste ven.

Samtidig pines af han af det store eksistentielle spørgsmål - "hvor kommer jeg fra"- har vi en sjæl, og hvad sker der med den, når vi dør? Hans ene datter har klare erindringer som barn om et tidligere liv; og Minoru finder endda den familie, som sidst var hendes. Men disse hændelser giver ham en ærbødig respekt for de døde, som han gerne vil ære.

Da øen begynder at mangle plads til at begrave alle de døde, foreslår han, at man brænder alle knoglerne fra århundreders forfædre. Alle disse rester skal bruges til at bygge en enorm opretstående buddha, som skal beskytte og trøste øens beboere. Buddhaen har han set flere gange i sit liv i åbenbaringer, men først som gammel mand går han i gang med sit store projekt.

Det er en utrolig poetisk historie på trods af og måske på grund af emnet. Rørende smuk - og med en slutning, som måske kan få en til at tro på, at der er en højere mening med alting! Men desværre ikke oversat til dansk så vidt jeg kan se.