Thursday, September 15, 2011

A Moveable Feast - Ernest Hemingway


"... this book contains material from the 'remises' of my memory and of my heart. Even if the one has been tampered with and the other does not exist."

Den engelske udgave af Hemingways erindringer om ungdomsårene i Paris, som jeg læste, er en netop opdateret og revideret udgave - derfor er den lidt længere end den tilsvarende danske, som udkom i 2000. Gammelt uudgivet materiale fra Hemingways notebøger er blevet gennemarbejdet, og udover de i forvejen eksisterende kapitler, er der yderligere ca. ti stykker, som er mere eller mindre færdige. Der er også en indledning af barnebarnet, Sean, som forklarer hvorfor der er en stavefejl i titlen. Normalt skulle det hedde Movable - men Hemingway havde en fiks idé om at skrive verber på den måde, ligesom man flere steder i bogen kan se comeing i stedet for coming. Hans eget lille personlige touch!

Der er også 8-10 sider med efterord, som de var efterladt af Hemingway inden han begik selvmord i 1961. Han havde arbejdet på manuskriptet igen, og hans daværende sindstilstand kan anes af ovenstående mulige efterord. Han havde fået chokbehandlinger for sin depression, og mente selv, at han var en hjertesløs mand.

Dog er det ikke mit indtryk efter at have læst den smukke lille samling historier. Dagligdags betragtninger af en meget ung Hemingway, som var ydmyg og ivrig efter at lære af de andre berømtheder, han kunne støde på i Paris. Mindre arrogance og mere respekt for alderdommen og erfaringen, end den brumbasse, som han fremstår som efter den Spanske Borgerkrig og i sin turen rundt med Capa.

Han udviser en stor finfølelse overfor Hadley og situationen omkring deres skilsmisse, som uden al tvivl var smertefuld for ham - et tilføjet kapitel i denne udgave handler udelukkende om det at elske to kvinder på samme tid. Han ville være god og gavmild overfor Hadley, men samtidig nyde den nye begyndelse med Pauline- hans anden hustru - som han mente skulle være grundlaget for en anden roman; om den anden periode i Paris. En del af erindringerne han desværre aldrig nåede til.

Jeg har aldrig været udpræget fan af Hemingways romaner - men har heller ikke læst dem alle. Men jeg har altid været fascineret af manden og mennesket; jeg synes ikke, at man kan andet end at blive fascineret, når man ser ham. Der er mange berømte billeder af ham - min personlige yndling er ét taget af Capa, hvor Hemingway - uigenkendelig - med en stor bandage om hovedet, ligger i en hospitalsseng efter en fest, der vist tog lidt overhånd.

Det er den diamentrale modsætning til den unge Hem, vi møder i denne bog. Der er allerede antydninger af et temperament; der er allerede passionen for tyrefægtning og Spanien - men der er også de stille vintre i de østrigske alper for at komme væk fra Paris og skrive i fred og ro. Der er de lange spadsereture langs Seinen, eller til stamcaféerne - og hans beskrivelse af, hvordan det er vigtigt, at man har flere caféer. En til fred og ro, en til at mødes med elskerindenn - og en til sociale sammenkomster.

Men det er bestemt også en kærlighedserklæring til byen Paris, som ses i nedenstående mulige efterord, som har inspireret den danske titel:

"There is never any ending to Paris and the memory of each person who has lived in it differs from that of any other. We always returned to it no matter who we were nor how it was changed nor with what difficulties nor what ease it could be reached. It was always worth it and we received a return for whatever we brought to it."

Ord, som taler til mig... som minder mig om mine unge år i Paris. Og alene det er nok til at elske denne bog!

2 comments:

Geir Isaxen said...

Joda, en ung, sympatisk og livsglad Hemingway. Men jeg husker en situasjon fra boken. En noe beruset Scott Fitzgerald betror ham at Zelda synes at han har så liten penis. Ernest tar ham med inn på toalettet for å undersøke. Og trøster ham med at han er helt normalt utrustet.
Dette er jo selvsagt meget privat,og Scott kunne vel ikke tenke seg at vennen ville offentliggjøre noe slikt i en bok (!)

Nille said...

Geir,

Velkommen til - og tak for din kommentar! Du har helt ret i, at ikke alle kommentarer kan have været værdsat af hans venner.

Men bogen udkom vist ikke før efter Hemingways død - og der var Fitzgerald jo død for længe siden.

Han havde afgjort tendenser til at være den bulderbasse, jeg betragter ham som senere i sit liv.

Men det var en dejlig bog.