Le voyage de l'éléphant - José Saramago

• Fransk
• 25.-28. september
• 218 sider
• Dansk titel: Elefantens rejse

Dette var min første roman af Nobel-vinderen, José Saramago, og muligvis var jeg ikke 'velforberedt'? Jeg havde ingen forventninger overhovedet til hans skrivestil - og det som umiddelbart irriterede mig, er tilsyneladende det, der karakteriserer hans skrivestil. Jeg blev fascineret af den sandfærdige historie bag - og omslaget er absolut heller ikke til at stå for.

Historien bag er ganske sand - kongen af Portugal forærer ærkehertug Maximilian af Østrig en elefant i bryllupsgave. Maximiliam er en vigtig allieret, da han er svigersøn til Karl V. - datidens absolutte enehersker i europæisk politik. Elefanten, Salomon, har været i Lissabon i et par år sammen med sin indiske elefantpasser, Subhro, og nu skal de planlægge den lange rejse til Wien - til fods.

Så begynder rejsen - med soldater, oppassere, vand- og madvogne til Salomon, og alle de sociale intriger og problemer den slags kan medføre; hvem skal være forrest i kortegen - og hvordan skal de organisere sig med pauserne? Er elefantens behov virkelig afgørende for rejsens hastighed - er det ikke kommandanten, der er den øverstbefalende?

Dertil kommer postyret undervejs; i 1551 var det ikke normalt at se en elefant og mange bliver enten forskrækkede eller overbeviste om dens særlige egenskaber, som da Salomon blilver årsag til et mirakel foran en katolsk kirke til stor fortrydelse for den protestantiske ærkehertug.

Selve historien om rejsen og dens fortrædeligheder og pudsigheder er således både rørende, interessant og pudsig med alle de underlæggende menneskelige reaktioner, som det sociale hierarki og de besværlige rejseomstændigheder medfører.

Men jeg har det generelt usandsynligt svært ved forfattere, der 'afbryder' deres historie ved at indskyde dem selv som observatør i første person. En første person, der halter efter karavanen og må løbe hurtigt for at indhente den - en første person, som fortaber sig i sammenligninger med, hvordan verden ser ud nu - og hvad vores moderne viden kunne have gjort for rejsen. Jeg har det bedst med at man bliver i historien og lader dens personer forblive i deres tid. Jeg var irriteret over de afbrud og henvisninger til fx Tolstoi - som ingen af protagonisterne jo nogensinde får at se.

Det er måske hans specielle kendetegn - og så skal jeg måske være glad for, at jeg ikke startede med en roman på tusinde sider. Men jeg var ikke oplsugt af historien - og derfor tog det fire forholdsvis lange dage at komme igennem denne lille historie. Jeg ved ikke, om Saramago og jeg skal have mere med hinanden at gøre lige nu...