Le Papalagui - Erich Scheurmann

• Fransk
• 24. september
• 154 sider
• Dansk titel: En have af sten (?)

Det er egentligt en anelse forkert at angive den tyske maler og kunstner, Erich Scheurmann, som forfatter til denne lille bog. Det er hans noter fra samtaler med en samoansk mand i 1914-15 på en fjern ø i et samfund fjernt fra vores værdier. Der er senere fremkommet teorier om, at det skulle være rent opspind - alligevel ved vi, at der har fandtes (og med lidt held stadig gør), befolkninger, som undres såre over vores vestlige levevis. Jeg så selv en reportage fra vores moderne tider om en fransk journalist, som bringer to mænd fra Papua Ny Guinea til Paris - det kom der en mindst lige så fantastisk reportage ud af.

Om det så er opspind eller ej - så er det en aktuel lille bog, på trods af, at den er næsten 100 år gammel. Den samoanske mand, Touaivii, skulle efter sigende have været i Europa i starten af det 20. århundrede, og han vender tilbage for at fortælle sine medmennesker på den lille ø om Papalagiens liv. En Papalagi er en hvid mand; ordet kommer af deres ord for noget, som gennemskærer himlen. Den første hvide mand de så, kom med en båd med hvide sejl - og sejlene skar igennem horisonten.

Han fortæller om de hvides levevis - i en have af sten; vi har lange floder af sten (gaderne) og bor i kasser af sten - altid i mindre og mindre kasser indeni hinanden, hvor man til tider slet ikke kender dem i kassen ved siden af. Touaivii beskriver det hele med ord, som hans medmennesker kan forholde sig til - og forklarer biografen som en mørk kasse, hvor man kan leve en andens liv og glemme sit eget.

Selvfølgelig er der sket uendeligt meget på Samoa i de hundrede år - de har også McDonalds og Pizzahut i dag; men det er muligvis (man håber det) ét af de steder på jorden, hvor der stadig er plads til det uforstyrrede og naturlige liv. Men som han så det var vi jo vanvittige - vi løber efter tiden, skal hele tiden kigge på den lille runde maskine på hånden - "Tiden løber fra dem, fordi de forsøger at tilbageholde den. De lader ikke tiden komme til dem."

Der er mange sandheder, som en snu forfatter kunne camouflere som en 'vildmands' tanker for ikke selv at fremstå som antiprogressiv og doven. Men hvis man tager det for gode ord, er det lige så ligetil at forestille sig Touaiviis overraskelse over vores levestil - dengang som nu. Vi kom til dem og omvendte dem fra deres dyriske (animistiske) religion; den del er Touiavii helt enig i, da landsbyerne ikke længere slås fordi det er forbudt i det 1. af de Ti Mosebud. Men han siger samtidig, at Papalagien selv har glemt, hvad han lærte dem - og, at vi tilbeder endnu flere guder og idoler end de gjorde inden de mødte den hvide mand. Han kunne ikke have mere ret... penge, tid, prestige, status... men sjældent de rigtige værdier.

Bogen udkom i 1920 i Tyskland, men blev først oversat til dansk i 1981 under den titel, jeg fandt - men jeg kan ikke finde noget nyere. Den er tilsyneladende også opsat som teaterstykke, og den må siges stadig at være meget aktuel med sine 10 små kapitler, hvor vi observeres udefra. Mange ting er sikkert blot blevet værre - nogle tendenser muligvis bedre med tendensen til indadvending og yoga i de senere år.

Men i bund og grund må konklusionen være som Touaiviis råd til sine naboer - vær opmærksomme og p? vagt... for alt, hvad den hvide verden bringer er ikke af det gode.

Alligevel må det siges, at der ikke er blot en mikroskopisk lille del af jordkloden, som vi ikke har omvendt med vores ildvåben og haver af sten. Det ville ellers være interessant at gentage forsøget i dag med en urbefolkning.