Tuesday, June 7, 2011

Trois femmes puissantes - Marie NDiaye




























Det er som udgangspunkt ikke et problem at læse litteratur fra andre kontinenter - især afrikansk litteratur er jeg jo ret begejstret for; og mit første valg var da også den bog af Adichie, som jeg endnu ikke har læst. Men en veninde lånte mig så denne, som vandt den franske Goncourt-pris i 2009, og som netop er udkommet på dansk. Ydermere er det en senegalesisk forfatter - og hvad kunne så være mere passende et par dage inden jeg igen sætter kurs mod min lille senegalesiske plet i solen?

Dog havde jeg ikke tidligere investeret i denne roman på grund af de meget svingende anbefalinger - og desværre er langt de fleste dårlige, og jeg er enig! Men nu er Goncourt-prisen nok også én af de mere litterært højtravende forstået på den måde, at de som oftest gives til romaner, som menigmand ikke fatter!

NDiayes roman er tre fortællinger, som hver især skal illustrere de tre stærke kvinder. I den første møder vi Norah, som er halvt senegalesisk og opvokset i Frankrig, hvor hun bor sammen med en mand, hans barn samt hendes egen datter af et tidligere forhold. Hun bliver kaldt tibage til Dakar af faderen; en stædig, fattig, kærlighedsløs gammel mand, som aldrig har elsket sine døtre - netop fordi de var døtre. Hans eneste kærlighed var sønnen, Sony, som har mod moderens vilje tog med sig tilbage til Senegal, da denne var fem år gammel. Sony sidder nu i fængsel anklaget for et drab på faderens seneste kone - som han påstår, at faderen har begået. Norah bliver kastet ud i en række betragtninger over hendes liv, og den indflydelse, det har haft på hendes egne parforhold - men der er ikke nogen egentlig afslutning på historien.

Den næste fortælling er om muligt endnu mere kryptisk, da den fortælles af franskmanden, Rudy, som har taget sin senegalesiske kone, Fanta, med til Frankrig. Han boede i Senegal som barn, men da faderen blev anklaget for mord, og tog sit liv i fængslet, flyttede ham tilbage med moderen. Han prøvede igen det afrikanske eventyr som lærer i Dakar, hvor han mødte Fanta. Den stærke kvinde i denne fortælling er således hende, men vi oplever hende udelukkende med hans ord - set fra hans egen forvirrede tankespind en enkelt dag i hans liv, hvor han kører forvildet rundt i landsbyen og reflekterer over sit fald fra tinderne. Hans nederlag er selvfølgelig også blevet Fantas - ikke mindst fordi han vidste, at hun ikke ville kunne arbejde som professor i Frankrig - og spørgsmålet som han - men sandelig også læseren - stiller sig er, hvorfor hun er blevet?

Den sidste fortælling er den absolut mest rå. Den unge Khady bliver smidt ud fra sin mands familie, da denne dør og de er barnløse - en ganske almindelig praksis i Senegal. Hun skal tilsyneladende sættes på en båd til Frankrig - til advokaten Norah!!! - og sende penge tilbage til svigerfamilien. Men hun flygter fra båden, og møder den unge Lamine, som får hende til at tro på, at der er en lettere vej til Europa. For hende går den vej over prostition, ydmygelse og vold - og hun ender sine dage i en flygtningelejr efter at have mistet alt.

De tre fortællinger er periferisk bundet sammen - men på en så diffus måde, at jeg ikke helt forstod, hvor Khadys fortælling kronologisk skulle placeres i sammenhold til Norahs. Desuden er der uendelige palabrer af paragraffer, som mest af alt foregår inde i de tre fortælleres hoveder og med uendelige grammatiske krumspring og gentagelser, som ikke gør det til en sproglig nydelse at læse bogen.

Jeg fandt ikke sympati for hverken personerne eller historierne, som virkede ufuldendte - og den røde tråd NDiaye forsøger at binde, falder til jorden. Jeg kan selvfølgelig sagtens gennemskue hendes besked - konflikten mellem den sorte i Europa eller den hvide i Afrika; den har Fatou Diome - en anden senegalesisk forfatter - skrevet mere smertefuldt og medlevende om! Eller drømmen om at nå Europa i en spinkel træbåd, som Diome skriver om; men som især Laurent Gaudé har beskrevet med utrolig smukhed i romanen Eldorado, som desværre ikke er oversat til dansk.

Jeg synes, at der er så mange fantastiske afrikanske forfattere i dag; der er absolut ingen grund til at starte med NDiaye - pris eller ej!

No comments: