Sunday, June 19, 2011

Norwegian Wood - Haruki Murakami































Mit første forsøg udi junis måneds udfordring var ikke en succes! Men da der var ferie, fritid og ganske enkelt læsetid, var der også tid til at forsøge andre forfattere fra 'eksotiske' kontinenter. Murakami kendte jeg kun fra 'Kafka på stranden', som er en temmelig speciel bog. Når man har læst Norwegian Wood kan man så undre sig over, om det er denne stil, der er hans mere 'ægte' - eller den anden? De er så forskellige som overhovedet muligt - men Norwegian Wood er uden tvivl også mere selvbiografisk, selvom Murakami selv skulle nægte det?

Historien starter da den voksne Watanabe lander i Hamburg, og de i flyveren spiller en Beatles-sang (som jeg med skam må melde, at jeg ikke kendte). Den får dog hukommelsen på gled - og han erindrer sit løfte som ung mand til Naoko om aldrig at glemme hende. Naoko var hans barndomsven Kizukis kæreste, da denne begik selvmord som 17-årig, og de to finder sammen i et venskab for at hjælpe dem over tabet. De går i timer igennem byer og landskaber hver søndag, og mindes deres lille trio, hvor Watanabe fungerede som observatøren i Den Store Gatsby - en roman, han selv citerer flere gange i denne bog.

Men Naoko har sine egne problemer at slås med - hendes egen storesøster begik også selvmord som ung; og da Watanabe og Naoko bliver forelsket og tilbringer natten på hendes 20-års fødselsdag sammen, tror Watanabe, at hun er på vej videre. Men hun vælger at tage på et sanatorium langt ude i skovene, hvor hun bor sammen med den excentriske Reiko. Watanabe besøger dem sammen på dette sted, hvor grænsen mellem læger og patienter er tvetydig og mystisk - her kommer noget af mystikken fra universet i Kafka-romanen til syne; men ellers er hele historien mere jordnær omend barsk og tragisk med al sin nostalgi og tab.

Selvmord er oftere forekommende i japansk kultur - men alligevel er hele Watanabes omgangskreds mere end almindeligt hårdt ramt; også vennen Nagasawas kæreste Hatsumi begår selvmord - dog på et senere tidspunkt; men også i relation til dette par er der er en form for Gatsby-opsætning.

Sideløbende med Naokos indlæggelse møder Watanabe den udadvendte og voldsomme Midori; et fyrværkeri af følelser, handlinger og ord, men som også gemmer på sine hemmeligheder. Watanabe er splittet mellem sin ansvarsfølelse og kærlighed til Naoko - men som han også ved muligvis aldrig bliver rask igen - og den 'normale' Midori, som håndterer sine livskriser mere kontant og naturligt.

Hele bogens stemning er så uendelig skrøbelig og trist; der er ikke meget optimisme, og man kan undre sig over, hvor den voksne Watanabe er i sit eget liv efter alle de hændelser. Men bogen slutter, da Naoko ogsåhar begået selvmord, og han endelig kan beslutte sig for at overgive sig til Midori - som måske ikke længere vil ham... og vi finder aldrig ud af, om de blev sammen. Irrelevant - for det er en bittersød fortælling om ungdommens sårbarhed; dog lidt mere barsk end den slags, jeg har kendt til!

2 comments:

Bai said...

Du har rett i at det er stor forskjell på Kafka on the Shore og Norwegian Wood. Sjølv liker eg det særpreget som kjem fram i førstnemnde og kanskje endå meir i Trekkoppfuglen veldig godt og eg gleder meg til å lese 1Q84. Likevel, Norwegian Wood er ei svært god bok. Ei bok som har sett spor.

Nille said...

Bai,

Jeg er stadig novice i Murakamis univers, og så er de to måske meget langt fra hinanden. Men jeg skal bestemt også læse Trækopfuglens krønike!

Du har helt ret - de er begge meget gode bøger; på hver sin måde - men det er jo også helt fint!