Alabama Song - Gilles Leroy

• Fransk
• 26.-27. juni
• 215 sider
• Dansk titel: Ikke oversat - men anmeldt i Information hér.

Tilsyneladende er der turister med litterære lyster, der hæver sig over det almindelige niveau - for det sidste af de fire magiske fund, jeg gjorde, var intet mindre end en Prix Goncourt 2007; jeg havde endnu ikke læst den, selvom den også har krydset mine veje til tider.

Den prisvindende bog er en romantisering af forfatteren F. Scott Fitzgeralds kone, Zelda, som selv gjorde sig bemærket som både forfatter og maler. Mest af alt er hun dog nok kendt for at være hans kone og psykisk ustabil. Om denne tilstand var latent eller fremkaldt af Fitzgeralds opførsel og deres umådeligt udsvævende liv i 1920'ernes dekadente Europa, ved jeg ikke! Men de levede livet på kanten - hele tiden; druk, medicin, ingen fast føde, ingen fast adresse men udskejelser, der skulle eskalere i tråd med tidens tørst efter dne latter, der skulle maskere krigens sår.

Zelda fortæller selv sin historie - som ung flirtende pige, hvor hun møder den spirende forfatter, og senere til psykiatere på det utal af hospitaler og anstalter, som hun beboede fra starten af 1930'erne. Scott og Zeldas forhold var selvdestruktivt, og selvom det i høj grad inspirerede mange af hans romaner - som Natten er blid - så prægede alkoholisme og kedsomhed også deres samliv.

Hendes fortælling skifter som vanviddet styrer hendes tanker - Leroy formår at se det hele fra hendes perspektiv; og hvis man skal tro ham, gik hun igennnem perioder med en ekstrem vulgaritet i sin udtryksform. Jeg var dog ikke begejstret - for historien eller sproget; jeg forstår hendes personlighed og hendes stemningssving; men jeg forstår ikke formålet med bogen eller epilogen, som ingen mening giver. Men igen er det som med andre Prix Goncourt-bøger - jeg er sikker på, at de har fået denne fornemme pris fordi juryen ikke selv har forstået dem, men er bange for at indrømme det!