Sapiens - en kort historie om menneskeheden - Yuval Noah Harari

• Engelsk
• 26.-31. december
• 512 sider
• Engelsk titel: Sapiens - A Brief History of Humankind

Den sidste bog i 2017 blev nummer 114 i året; det er lidt mere end jeg har læst de tidligere år - primært grundet de mange små Maigret-krimier, som jo er hurtige at nå igennem.

Samtidig er der måneder, hvor jeg generelt har læst mere, som fx i marts, da jeg var i Mexico og i oktober, da jeg var i Cuba. Der er lange flyrejser og stranddage jo gode til læsning, selvom det oftest er de lidt lettere bøger, der fordøjes der. I maj var jeg på en intensiv kulturrejse til Milano - og så blev der til gengæld ikke læst så meget. 

Men alt i alt er jeg ganske godt tilfreds! Jeg havde regnet med at nå nummer 50 i Maigret-serien i år; det skete ikke. Der er aldrig tid nok desværre - og der er stadig alt for mange bøger, jeg hellere vil læse end dem, jeg får læst nogle gange. Det må være mit nytårsforsæt - at blve mere kritisk i min udvælgelse; for tiden er som sagt begrænset, og der er meget god litteratur derude. Men sandelig også meget middelmådigt!

Sådan er det med denne overhypede bog, som udkom første gang på hebraisk i 2011, og senere blev oversat til engelsk, og fik kæmpe international succes. Jeg har tøvet og vægret mig - og endte med at overgive mig.

Harari forsøger sig med en 'hurtig' gennemgang af dyret Homo Sapiens historie; for det er hvad, vi er - en art, der formåede at rejse sig over de andre arter. Heriblandt først og fremmest neanderthalmanden. Han arbejder med tre milepæle: Den kognitive revolution, hvor vi opdagede ilden, som gjorde os i stand til at tilberede mad og dermed øge omfanget af vores hjerne. Dermed begyndte at dele følelser, myter og begyndte at samarbejde om at udvikle os. Det er også det, der ellers kaldes for Big Gods-teorien, som forskere dog langt fra er enige om. 

Dernæst kommer landbrugsrevolutionen, hvor vi begyndte at slå os ned i beboelser og gik fra at være jægere-samlere til at dyrke jorden og holde dyr - i stedet for at løbe efter dem med et spyd hver dag for at få lidt aftensmad. Det er ifølge Harari både godt og skidt, for vi lader os kue af landbruget. Vores kroppe er ikke byggede til det, og nu skal vi pludselig holde os til det samme sted fordi landbruget kommer til at diktere vores liv.

Generelt mener Harari ikke, at vi har gjort os selv en tjeneste lige dér; selvfølgelig giver det muligheder for at berige os selv, og gøre enorme fremskridt - men det er også spiren til kapitalismen, som han ikke er udbredt fan af. Desuden er han selv vegetar, og dyrenes velfærd som følge af dette fatale skridt i menneskets udvikling fylder en del bogen igennem.

Endelig kommer den videnskabelige revolution og nu kan vi fra omkring renæssancetiden gøre opdagelser og opfindelser, som hidtil var uhørte grundet vores manglende matematiske, astronomiske, biologiske (osv.!) kendskab.

Han slutter lidt dommedagsagtigt med et mørkt udsyn til artens uddøen - ligesom vi selv har været med til at udslette en hel del andre dyrearter gennem tiderne. Men han virker ikke synderlig bekymret for at vi skal opbruge jordens energiressourcer, og det kan jo virke lidt pudsigt?

Generelt er der en del pudsige ting ved denne bog; den er skrevet af en videnskabsmand med netop den tilgang ... indledning, analyse, konklusion osv. så det bliver lidt for tørt. Så pludselig springer han til mystiske anekdoter, der ikke altid falder lige heldigt ud set fra et videnskabeligt synspunkt.

Bogen har bestemt haft gavn af, at folk som Obama, Gates og Zuckerberg har gjort reklame for den. Men der er altså mangler, hvis man ser rent teknisk på den. Jeg syntes faktisk, at den første del om frem til den videnskabelige revolution var spændende - især hans fremlægning af den kognitive revolution, som jeg ikke erindre at have fået serveret på samme måde i skoletiden. Men der er lange perioder, hvor han irriterer mig, og jeg næsten giver op. Inden der pludselig kommer lidt liv i det igen - og jeg nåede da til vejs ende. Ikke helt smertefrit dog!