Tuesday, December 12, 2017

Den evige ild - Ken Follett




























  • Engelsk
  • 3.-12. december
  • 768 sider
  • Originaltitel: A Column of Fire

Jeg var længe om at opdage og komme i gang med Folletts middelalderromaner om katedralbyggerierne; men så læste jeg de mammutromaner i vinteren 2013, og var ganske fascineret af dem. Så meget, at jeg forfaldt til at købe hans trilogi om det tyvende århundredes historie - som jeg læste med varierende fornøjelse, men da absolut med nydelse.

Så da det blev annonceret, at der var en opfølger til de to romaner om Kingsbridge-familierne så tænkte jeg først, at nu skal der altså malkes på en succes. Men dernæst også, at den selvfølgelig skulle læses. Desværre var jeg så ivrig, at jeg bestilte den straks den udkom - det vil sige i det store hardcover-format. Det er virkelig en stor og tung bog; og jeg fortrød det hurtigt. Den kunne slet ikke transporteres nogle steder hen, og den egnede sig heller ikke til hyggelæsning i sofa eller seng. Det var nok den primære årsag til, at det tog mig en krig at komme igennem den.

Den anden årsag var netop alle de krige, den indeholder! Der er faktisk ikke meget forbindelse til de to tidligere romaner, andet end at nogle fiktive hovedpersoner stammer fra byen. De mødes og konfronteres livet igennem alle mulige andre steder, og en gang imellem smutter de lige hjem forbi. Men man skal absolut ikke forvente, at Kingsbridge eller dens katedral er temaet.

Det er tværtimod de store religionskrige, der prægede det 16. århundrede efter, at Henry VIII lavede sit lille stunt med at adskille den engelske kirke fra Paven for at kunne gifte sig igen i sin lange række af dronninger. Så kom Elizabeth I, som var protestant, og hun ville forsone landets religioner meget mod indbyggernes vilje. Det udløste krige og konflikter med Frankrig og Spanien, og i Frankrig følger vi den ærgerrige og ambitiøse Pierre Aumande, som vil i hus hos Guise-familien, som i praksis styrer landet gennem dronningen Catherine af Médicis - da hendes sønner, kongerne, jo dør på stribe.

Det bliver omdrejningspunktet i bogen - og så er der selvfølgelig en god kærlighedshistorie i centrum af det hele. Der er et par ærkerivaler, Ned Willard og Rollo Fitzgerald, som arbejder på hver sin side af sagen i England - og så er der Pierre Aumande i Frankrig. Alle rejser de gennem romanen rundt i Europa, og befinder sig altid lige i orkanens øje.

Således er Pierre Aumande nu nærmest hovedmanden bag Bartholomæusnatten! Og Rollo bag Guy  Fawkes mislykkede terrorforsøg mange år senere. De når også at være i frontlinjen under den spanske armadas mislykkede angreb mod England i 1588. Og de er altid tæt på konger og dronninger! Det irriterer mig! Præcist som det gjorde det en del i første del af trilogien om det tyvende århundrede; jeg synes, at det er utroværdigt - og især når man forestiller at kende præcise detaljer om så vigtige historiske begivenheder. Man kan ikke ændre på historien! Og denne gang bliver det altså for meget til min smag.

Der er lange lange udredninger under disse historiske begivenheder, og så kommer han let og elegang igennem resten; så historien ikke bæres af personer eller hændelser fra hans fantasi. Det tog mig virkelig lang tid - og en del personlig overvindelse at komme igennem de sidste trehundrede sider.
Det var stædighed og ikke begejstring; jeg fornemmede virkelig, at dette var et forsøg på nemt at skumme fløden af de tidligere successer. Synd!


No comments: