Vi var fiskere - Chigozie Obioma



• Fransk
• 18.-20. december
• 360 sider
• Fransk titel: Les pêcheurs

Jeg har ikke læst mange afrikanske romaner i 2017; faktisk er det kun blevet til tre romaner skrevet af afrikanske forfattere. Der er færre af dem i Danmark, men denne er da oversat til dansk, hvilket må siges at være en sjældenhed.

Nigeriansk litteratur er en tung arv at kæmpe mod for unge talenter, der skal følge efter forfattere som Chinua Achebe (som jeg stadig mangler at læse) til Chimamanda Ngozi Adichie.
Denne roman er en debutroman, og det slipper han temmelig godt fra - selvom jeg ikke var ubetinget begejstret. Det kan dog også skyldes, at den afrikanske litteratur er så anderledes - efter en lang pause mærker man virkelig forskellen i udtryksform, som stammer fra et verdensbillede, der er fundamentalt anderledes fra vores.

Der er meget animistisk overtro i denne familiesaga om de fire brødre, der som børn fulgte hinanden i tykt og tyndt. Den ældste Ikenna er lederen; den næste Boja er hans skygge og så kommer de to yngre drenge, Obembe og Benjamin, som samtidig er fortælleren. Der er også de to helt små søskende, broderen David og den eneste pige, Nkem.

Faderen, Agwu, arbejder for regeringen og må flytte til en by i det nordlige Nigeria - langt fra familien. Han har store ambitioner for sine børn - de skal være læger, advokater osv. Men friheden ved faderens rejse giver drengene mulighed for at tage ned til floden for at fiske. Efter helt almindelige fisk! Men som mange steder i naturen i Afrika anses floden for at være forbandet; og da det opdages er straffen hård. Faderen siger til dem, at de kan være en anden slags fiskere - efter uddannelse, intelligens, karrierer ... men det bliver næsten en form for hybris, der vender sig mod dem.

Ved floden lever en gammel sær mand; han kaster en forbandelse over drengene og det bliver begyndelsen på en ondsindet spiral. Forbandelsen siger, at Ikenna, den ældste vil blive dræbt af en fisker - og nu mistænker han sine brødre. Det er en dramatisk episk historie med toner af græske tragedier. Det hele iblandet konflikten, der er konstant i Afrika mellem korrupte politikere, der skal føre kontinentet ind i en moderne æra og civilisation.

Dog synes jeg til tider, at der var for meget hoppen frem og tilbage i tid, som distraherede mig fra hovedlinjerne i historien. Men det ses ofte i afrikansk litteratur, hvor fortælleren ofte antager skikkelse af den gamle vise, der overleverer historierne.

Slutningen skal ikke afsløres her; da jeg dog stadig varmt vil anbefale denne til danske læsere, hvor så lidt afrikansk litteratur er tilgængelig.