Les quatre saisons de l'été - Grégoire Delacourt

• Fransk
• 2.-3. oktober
• 283 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Den franske forfatter Delacourt er tidligere oversat til dansk med Ønskelisten, og mon ikke flere følger efter? Selvom visse elementer nok er sværere at relatere sig til for ikke-franskmænd; men det er smukke historier.

Denne lille roman fra 2014, er inspireret af flere forskellige hændelser.

For det første modtog forfatteren et brev fra hans første ungdomskærlighed. Et ønske om at vide, hvordan han havde det - og måske at drikke en kop kaffe sammen? Det forklarer han selv i bogens indledning; det fik ham til at fundere over den første kærlighed. Dernæst er det muligvis et meget personligt forhold til den franske sanger Francis Cabrels sang Hors Saison, som udkom i 1999.

Det er uden tvivl også historierne om de to franske ægtepar, der i 2013 med en uges mellemrum begik selvmord sammen. Begge par var oppe i årene, og ønskede ikke at den ene skulle leve alene. Det ene par gjorde det i et hotelværelse på det majestætiske parisiske hotel Lutetia, som var hovedkvarteret for familiesammenføring efter 2. Verdenskrig, hvor de løsladte fra de tyske lejre blev registreret her. De to gamle mennesker, der havde været gift i mere end 60 år, havde genfundet hinanden netop på dette hotel.

Den sidste historie forklarer Delacourt ikke direkte; men det lille efterord gav mig indikationer nok til at finde historien i nyhederne fra dengang. 

Det er således en historie om kærlighedens fire aldre - eller fire sæsoner. Og alle udspiller de sig den samme aften på det samme sted - stranden ved Touquet den 14. juli, hvor franskmændene fejrer Bastilledagen.

Den første historie er om den første spæde ungdomskærlighed mellemVictoire og Louis. Om den første afvisning og det knuste hjerte. De er med hendes forældre ved stranden, og krydser det søde gamle ægtepar, der er det billede på livslang kærlighed, som Louis forestiller sig for ham selv.

Den næste historie er om den 35-årige Isabelle, der er enke med en lille dreng, og desperat kaster sig i alle fremmede mænds arme. Den aften finder hun en gammel mand i vandkanten, der er næsten druknet. Han kommer på hospitalet, hvor hun selv møder sin ungdoms kærlighed - men bliver skuffet. Og den ældre mand dør uden at man finder ud af, hvem han var.

Den tredje historie er om Monique og hendes mand, der efter de tre sønner har forladt reden, er ved at køre træt i dagligdagen. De kan ikke genfinde den passion, de havde i starten af deres ægteskab. Monique rejser derfor alene til Touquet, hvor hun indlogerer sig på et hotel, sidder i baren - og flirter lidt med en fremmed mand. Men hun misunder det ældre ægtepar, der sidder lige så fint med deres portvin og hviler i sig selv. Monique vil nu være Louise - og hun er modtagelig overfor den fremmede mand, der opsøger hende. De tager videre til et andet hotel længere oppe ad kysten, og efter nogle dage opdager de et lig, der er skyllet op i vandkanten. En ældre dame, der ikke kan identificeres.

Og så selvfølgelig den sidste historie om det ældre ægtepar; man fornemmede jo, at den ville komme. Man fornemmede udfaldet - men som læser kendte man ikke baggrunden endnu. Den er rørende og smuk, og alle de fire historier bindes sammen.

Som afslutning er der endnu fire små kapitler med en status ti år efter den skæbnesvangre aften, hvor læseren får slutningen på historierne om al den kærlighed. Den for tidlige, for sene. Den umulige, den nye, den genfundne. 

Jeg var overbevist og jeg var helt med i hans historie.