Hviskeslottet - Carole Martinez

• Fransk
• 31. oktober - 1. november
• 226 sider
• Originaltitel: Du domaine des Murmures

Nogle gange overraskes jeg over, hvilke bøger, der oversættes til dansk - men denne gang positivt!

Carole Martinez havde jeg bestemt ikke regnet med, og slet ikke med en historie, som er så 'katolsk'- men det er den så måske alligevel ikke.

Jeg har læst Martinez for mange år siden; faktisk er det mere end syv år siden, selvom jeg erindrer bogen ganske tydeligt og med stor glæde. Så der var ikke meget tvivl, da jeg faldt over endnu en af hendes bøger.

Det er en lille men intens historie; i starten var jeg lidt perpleks over starten, men hurtigt var jeg dybt inde i hendes historie, som er en drømmeagtig blanding af religion, overtro, eventyr og kismet.

Esclarmonde er ung pige i middelalderens Frankrig - året er 1187, og hun er 15 år gammel.

Hendes far vil gifte hende væk, men hun vil ikke have noget af den lovede Lothaire, som er berygtet for at rende efter hele egnens piger. Da dagen oprinder siger hun nej ved alteret - som jo på den tid var udenfor kirken - og skærer sit ene øre af. Den handling skæmmer hende for evigt, og fortæller samtidig alle, at hun gifter sig med Gud. Denne praksis var vist ikke kendt i Norden - men i Sydeuropa er der utallige eksempler på kvinder, der på denne måde afsiger sig den verdslige verden, og lader sig indemure i et lille kapel. De har meget lidt plads - nogle gange knap nok til at kunne lægge sig ned for at sove; og blot et lille hul ud til verden, hvor de kan snakke med forbipasserende og få mad ind. Og så bliver de der til de dør! 

Et meget berømt eksempel er den indemurede kvinde i Hugos roman, Notre Dame de Paris. Men virkeligheden bød også på mange eksempler, hvor de typisk fik bygget et lille kapel op adeller tæt ved en kirke.

Esclarmonde forbereder sig således på dette eksil, men på morgenen for hendes indemuring, bliver hun voldtaget af sin far. Der går lang tid inden det går op for hende, hvad der sker med hendes krop. Og hun må jo føde den lille dreng inde i sit indelukke - han gives navnet Elzéar, som pudsigt nok er navnet på en berømt fransk prins, som levede i afholdenhedsægteskab - eller jomfrueligt ægteskab, som man kaldte det.

Drengen får befolkningen til at se hende som en helgeninde, og hendes liv bliver pludseligt langt mere animeret end, hvad hun kunne have håbet på som en adelig gift frue på den tid. Folk kommer langvejs fra for at blive berørt eller velsignet af hende. Landsbyens beboere er ikke længere syge, de dør ikke - og høsten er hvert år bedre end nogensinde.

Esclarmondes liv kommer nu til at handle om sønnen, om Lothaire, som pludselig forandrer sig til den perfekte mand - men nu uopnåelig; og faderen, som vil renses for sine synder ved at tage på dcet tredje korstog i 1189 sammen med den tysk-romerske kejser Barbarossa. 

Hjemme i sit lille kapel følger Esclarmonde ham i tankerne, og deres forhold bliver tættere end nogensinde igennem afstanden. Det er her historien begynder at gå over i et eventyr; handlingen skal ikke afsløres her - den er smuk, intens og overraskende. 

Nok er det en "gammel" historie - men jeg så også træk op til vor tid, og hele diskussionen om kvinders undertrykthed ved fx at bære slør. Måske er der også her det element, som sætter Esclarmonde fri af en traditionsbunden verden, da hun træder ind i rollen som religiøs. Der er bestemt flere lag i denne fascinerende historie.