Monday, November 21, 2016

Afdøde Monsieur Gallet (Maigret III) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 20. november
  • 190 sider
  • Originaltitel: Monsieur Gallet, décédé

En lille hurtig søndagskrimi i Maigret-serien. De er meget hurtige at læse; det er næsten som at sætte sig foran en film - man stopper når man når slutningen.

I denne krimi hentes Maigret til et hotel udenfor Paris, hvor en mand er fundet død af et skud i hovedet, og dernæst et dybt knivstik i hjertet. Han er en midaldrende mand, der ernærer sig som omrejsende sælger af bestik og andet metalskrammel. Det er i hvert fald, hvad konen tror! Men på hotellet er han indskrevet under et helt andet navn, og har tilsyneladende levet et dobbeltliv i mange år - hans arbejdsgiver har i hvert fald ikke hørt til ham i atten år.

Men Maigret kan ikke finde nogle motiver - og selvom der er flere mystiske personer i omkredsen af den myrdede, så lyver de alle af helt andre årsager. Sønnen, som har en elskerinde, der er noget ældre end ham - hvilket ikke ville passe ind i det småborgerlige miljø Monsieur Gallet kommer fra. Eller naboen til hotellet, den lavadelige Saint-Hilaire, som har skændtes med ham flere gange. 

Det er lidt pudsigt ved disse romaner, at den store stjerne Maigret rejser frem og tilbage mellem gerningssted, ofrets familie og Paris i tog. Det er absolut en anden tid, han beskriver - men det er autentisk om noget.

Og jeg blev overrasket over slutningen; et par gange undrede jegmig over, hvorfor Simenon gjorde så meget ud af at understrege ofrets dårlige helbred, da det intet med mordsagen havde at gøre. Men alle tråde væves fint sammen til sidst.

Det er også i denne roman, at man begynder at få lidt mere information om Maigret - nu ved vi, at han er 45 år gammel. Vi opdager, at der er en Madame Maigret - omend meget perifært, da han en aften kommer sent hjem. Og som i de to første er han meget forstående overfor sine kriminelle - uden at han derved overskrider sit embeds etiske grænser, kan man vel nok sige.

No comments: