Maigret og mordet på kanalen (Maigret II) - Georges Simenon

• Fransk
• 13. november
• 189 sider
• Originaltitel: Le Charretier de La Providence

Jeg har besluttet mig for at læse hele Maigret-serien - fra ende til anden i kronologisk rækkefølge! Det krævede først og fremmest at etablere den rækkefølge, da der er forskellige indfaldsvinkler, der florerer på nettet. Men jeg endte med at beslutte mig for at tage dem kronologisk. Der er samletset 75 romaner/krimier og 28 noveller.

Jeg havde allerede læst den første for næsten syv år siden i forbindelse med en bogudfordring. Jeg havde desuden købt de næste under min seneste tur til Bruxelles - men efterfølgende er det sikkert smartere at investere i de samlinger, der har 8-9 krimier i hver mursten. Derudover er de 28 noveller samlet i et enkelt bind, som jeg så skal læse til sidst - eller tage dem ind i mellem krimierne for virkelig at respektere den kronologiske rækkefølge.

Jeg har desuden kæmpet lidt med de danske titler, da nogle af de allertidligste - som jo er mere end 80 år gamle nu - ikke fik danske titler med Maigret i dem. Den logik følges til fulde i de senere romaner fra 1950 og frem. Men mange af de tidligere har indtil flere titler; jeg har benyttet denne oversigt, og har taget den titel, der er tættest på den franske originaltitel. Og så er der et par stykker, som aldrig blev oversat. Men indtil videre har jeg en god lang liste at starte med!

Jeg skrev i min anmeldelse af den første krimi, at Simenon lod til at have sympati for sin morder - og det gælder for så vidt også i denne historie, hvor han bliver tilkaldt til en sluse, hvor der er fundet en død kvinde i en stald, hvor sømændene sover. Men hun ligner en noget rigere kvinde, der slet ikke hører til i dette miljø. Og ikke længe efter kommer en yacht til slusen med en bemanding af en engelsk falleret rigmand, en russisk sømand og en ungarsk småkriminel håndlanger. Da det viser sig, at det er englænderens kone, der er dræbt, er der jo oplagte mistænkte.

Men snart er der endnu en dræbt og Maigret cykler op og ned langs kanalerne for at holde styr på alle bådene på deres vej gennem sluserne. Og han ender med at finde sin morder - og sit motiv; men det er en blid slutning, hvor Maigret endnu engang har sympati for og medlidenhed med sin bandit.

Da Simenon startede med sin Maigret-serie var hans forlægger ikke begejstret. Da han havde gennemlæst de første manuskripte, skrev han til Simenon:

"1/ Deres krimiromaner er ikke rigtige krimiromaner. De er ikke videnskabelige. De følger ikke spillereglerne.

2/ Der er ingen kærlighed; i hvert fald ikke kærlighed som man forventer det i en krimiroman.

3/ Der er ikke nogle virkelig sympatiske personer eller nogle personer, der er direkte frastødende. Deres romaner ender hverken godt eller dårligt. Det er en katastrofe.

Det er ikke krimiromaner. Det er ikke videnskabeligt. Der er ingen ung helt eller heltinde. Ingen sympatisk person, og det ender skidt fordi der aldrig er nogen, der bliver gift. De får ikke tusinde læsere."

Det var jo ikke opmuntrende ord; men Maigret arrangerede en stor fest i Paris, hvor alle skulle komme udklædte som forbrydere eller politifolk, og der uddelte han to af romanerne. Og så var successen i gang.

Jeg synes, at de er underholdende at læse fordi de er skrevet i kontekst. Når han skriver om mordet ved sluserne, og beskriver det liv - så er det som det var på hans tid i 1931. Jeg tror, at det bliver netop spændende at læse dem i rækkefølge, så man også ser, hvordan Simenon og Maigret udvikler sig igennem de knap 40 år, der gik fra første til sidste roman.