we are water - Wally Lamb

• Engelsk
• 6.-12. november
• 565 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er syv år siden, jeg sidst læste en Wally Lamb-roman og det var en genudgivelse af en roman fra 1992; og totalt set har jeg læst fire over omkring ti år. De kommer nemlig ikke så tit - selvom det ser ud som om, at han er mere produktiv nu, da der er udkommet to mindre romaner, som jeg altså har til gode.

Men hans styrke ligger jo nok i de store episke dramaer, som han mestrer til forbløffelse. De er ikke nemme at komme ind i; de første par dage kom jeg igennem 25-30 sider per dag. Men da det blev fredag aften med tid til fordybelse, så kunne jeg lade mig opsluge.

Det er 2009, og den 52-årige Annie er ved at gøre sig klar til sit bryllup med Viveca.

Hun har nogle år forinden forladt sin mand Orion Oh til fordel for et ny liv som lesbisk. En omvæltning eksmanden samt hendes tre børn Andrew, Ariane og Marissa lige skal fordøje. Hun er en succesfuld kunstner, der producerer provokerende og voldsom kunst ud af brugsgenstande - og Viveca er hendes galleriejer/manager.

Så trækkes vi tilbage til 1963, hvor Annie var en lille pige. Hun bor lykkeligt med sin familie - faderen, moderen, storebroderen og lillesøsteren... og en fætter, da en dæmning bryder. Under flugten fra huset drukner moderen og lillesøsteren. Faderen begynder at drikke; broderen holder sig langt væk fra hjemmet i opløsning - og nu bliver det teenagefætteren, Kent, der passer hende. Og han lider også af traumatiske barndomsminder, der får ham til at misbruge den lille pige.

Historien indeholder desuden vinklen om de to sorte Jones-brødre, hvoraf den ene også døde i floden. Den ene var maler, og Annie og Orion bor som voksne dér, hvor de havde et skur nede i haven. Her finder de nogle af Jones' malerier, som er sjældne, dyre - og som Viveca meget gerne vil have fat i.

Nu lyder det lidt som et krimidrama; men i realiteten er det en dybt tragisk historie om, hvad barndommens traumer kan gøre ved mennesker. Det er ikke forklaringen på, hvorfor Annie bliver lesbisk som midaldrende - men det er belysningen af, hvordan en enkelt hemmelighed kan ødelægge et menneske - og til sidst en hel familie både fysisk og psykisk.

Historien fortælles af Orion, Annie og Kent primært; og det hele foregår i ugen op til brylluppet med mange tilbageblik til deres fortid.

Det ender egentlig tragisk; for Annie konfronteres med Kent igen - og alle spøgelserne vælter ud af skabet, da det er for sent. Men det er jo også en moderne roman om familiens styrke og svagheder - og så selvfølgelig lidt politisk i kraft af det lesbiske element, da det netop var her staten Connecticut tillod ægteskab af homoseksuelle.

Jeg synes dog ikke, at det er hans bedste. Jeg tror snart, at jeg skal genlæse I Know This Much Is True - med fare for at blive skuffet; men den roman sidder i mig som ualmindelig stærk. Lamb er ikke bange for at tage kontroversielle emner op - en anden af hans romaner handler jo om Columbine-skyderierne. Han går direkte efter de barske ting - pædofili, våben, psykisk sygdom ....

Bestemt stadig et bekendtskab værd!