Christine de Suède - Bernard Quilliet

• Fransk
• 14.-19. november
• 450 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den svenske historie er absolut ikke én, jeg har fordybet mig i. Jeg har læst så uendelig mange biografier om danske, engelske, belgiske, tyske, franske, russiske eller franske monarker - men Sverige er pudsigt nok sluppet helt fri. Selvfølgelig optræder deres personligheder rundt omkring i andre bøger, da deres konger og dronninger jo havde en indflydelse på resten af verdenshistorien - i hvert den europæiske del af den. 

Dronning Kristina af Sverige møder man jo mest som hende, der abdikerede og rejste til Rom. Men i min verden var det altid blevet til en forestilling om den fromme gudsfrygtige kvinde, der ikke magtede det politiske spil, og ville hellige sig Gud. Jeg kunne vist ikke være fjernere fra sandheden!

Det første, der slår læseren er nok historien om hendes fødsel på kongeslottet i 1626; hvor man først fortæller kongen, at han har fået en søn - som pludselig bliver til en datter. Hvordan kan en seriøs jordemoder tage så meget fejl? Det viser sig, at der er en endog ganske logisk men 'fantastisk' forklaring på dette. Barnet var meget behåret, og havde en dyb stemme ... og teorierne har siden været mange: Var Kristina i virkeligheden en hermafrodit - eller en transkønnet, som man ville kalde det i dag?

Der er ingen tvivl om, at hendes far valgte at opdrage hende som en prins - da hun var hans eneste arving. Hun gik derfor maskulint klædt, og interesserede sig mere for at læse og studere end at lege med dukker. Og da hun som 6-årig blev dronning tog denne side mere og mere over. Hun kæmpede imod et giftermål - og muligvis var dette fordi hun selv vidste, at der ville hun ikke kunne skjule visse deformiteter. Måske var dette blot en undskyldning for at skjule hendes homoseksualitet, da der også er en del spekulationer om lesbiske forhold?

I 1965 åbnede man hendes grav for at undersøge hende; men med kun et skelet var det dengang ikke muligt at konkludere noget. Om ikke andet så var hun en farverig person!

Hun var umådelig belæst og intelligent; og hun bekymrede sig ganske lidt om, hvad man tænkte om hende. På hendes rejser rundt i Europa chokerede hun mere end en gang - selv da hun ankom til Rom, og højlydt grinte og spolerede kardinalernes messer. Men hun mente uden tvivl, at katolicismen var den rigtige for hende. Samtidig kunne hun dog heller ikke helt droppe tanken om magten - og forsøgte først at blive dronning af Napoli, og senere af Polen. Dette hang muligvis også sammen med de penge, hun aldrig fik nok af fra Sverige - og hendes levestil var vanvittig ekstravagant, og førte tit til store gælde problemer.

Men hun var også en monark, der satte fred højere end krig - stort set for enhver pris. hvilket jo var usædvanligt på en tid med krige hele tiden og ustandseligt. 

Hun var samtidig en beleven løgner når det kom til hendes egen fremstilling af tingene; hendes selvbiografi som er skrevet som et brev til Gud fordrejer på smukkeste vis en del fakta, som kan modbevises igennem andre tekster og breve. En interessant kvinde!

Jeg må sige, at her fik jeg da overraskelse for alle pengene - alle mine forestillinger om den lidt kedelige dronning, der bare ville til Rom for at bede .... intet passede! Det er jo en fantastisk læseoplevelse så.