Friday, November 25, 2016

Everything I Never told You - Celeste Ng



























  • Engelsk
  • 22.-24. november
  • 297 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

En nyudgivelse, som uden tvivl kommer på dansk inden længe og dermed har mine varmeste anbefalinger.

En tidlig sommerdag i 1977 vågner familien Lee op; de samles om morgenbordet - moderen Marilyn, faderen James, den store søn Nath og lillesøster Hannah. Men Lydia - familiens mellemste 16-årige datter mangler. Da de tjekker hendes værelse, er det tomt og forældrene mener først, at hun må være blevet kidnappet. Men et par dage senere hiver politiet hende op af den nærliggende sø - en lille robåd ude midt på søen er det sidste spor af hende.

Familien er ellers en mønsterfamilie med faderen som lærer, moderen, der er hjemmegående - og Lydia var familiens stolthed; den dygtige skolepige, som studerede hårdt for at komme på universitetet og blive læge.

Men de er også en mixed family; James er førstegenerationsindvandrer af kinesisk afstamning, og da Marilyn giftede sig med ham, var det i 1950'ernes USA var det meget usædvanligt. Det var en tid, hvor der stadig var stater, der ikke tillod interraciale ægteskaber - og det gjaldt ikke kun den afro-amerikanske befolkning. Desuden var følelserne overfor den asiatiske befolkning stadig noget kølige efter Pearl Harbor og 2. Verdenskrig. Men James og Marilyn er ligeglade - på trods af moderens advarsler.

Hurtigt bliver Marilyn dog gravid, og hendes drømme om en lægekarriere må droppes. Da de to ældste børn er 5-7 år gamle, dør Marilyns mor - og det får hende til at tænke over alt det, hun har opgivet. Så forlader hun hjemmet og familien. Det varer dog kun nogle måneder - så opdager hun, at hun er gravid med lille Hannah og vender hjem igen.

Men skaden er sket. Det er historien om en familie, hvor de altid må forholde sig til at være anderledes. Hvor børnene efter moderens lille krise vil gøre alt for, at hun bliver og er glad  - selvom det betyder at forstille sig, og ikke sige fra.

Hele familiens dynamik forandres - selvom den stadig præges af deres forskellighed.

I tilbageblik ser vi, hvordan forældrenes fortid påvirker børnene og i sidste ende fører til Lydias død.

Det er jo i og for sig en thriller; det er en krimi - for der er mordere. Men det er ikke med et våben i hænderne. Det er den stille langsomme påvirkning, der kan ødelægge alting indefra. Det bliver faktisk mere og mere hjerteskærende, som det skrider frem og man ser, hvor mange livsløgne den unge pige har - blot for at bevare familiens balance. Hvor stort et ansvar man kan lægge på et barns skuldre.

Absolut så fantastisk som den er blevet udråbt til i blandt andet NYT og som Book of the Year på Amazon. Den kommer uden tvivl på dansk - derfor skal der ikke afsløres mere her.

No comments: