Stenkredsen - Ken Follett

 

• Engelsk
• 9.-12. oktober
• 608 sider
• Originaltitel: Circle of Days

Folletts serie om religion og kirkebyging i England har taget nogle snørklede veje siden han startede med Jordens søjler, der foregår fra 1123 til 1174. Den blev opfulgt af Uendelige verden, som tager os frem i tiden til 1327 og frem til 1350. Tredje bind, Den evige ild,  springer til 1558 og fortsætter til 1605, men så hopper vi tilbage til vikingetiden i 997 i Aftentid og morgengry. Nogle år senere udgiver han den femte roman, Lysets våben, som foregår i tiden efter den franske revolution fra 1792 til 1824, og samtidig tager os til det kontinentale Europa og væk fra Kingsbridge og dets familiære omgivelser.

De er alle fantastiske historiske fortællinger - men jeg var absolut mindre begejstret for den sidste roman, Det føltes som om, at det nu var på tide at lade Kingsbridge ligge. Det virkede heller ikke muligt at trække tidslinien længere frem, hvis han ville bibevare kirken og religionen som et centralt element i historien. Men Follett havde alligevel et es i ærmet!

I stedet for at gå frem, er vi nu endnu længere tilbage - nemlig i år 2500 f. Kr., og dermed er det ikke rigtigt en del af Kingsbridge-serien, men der er dog en del paralleller.

Stenkredsen refererer til bygningen af Stonehenge; det mystiske og mytiske monument i det sydlige England, som ikke er langt fra det fiktive Kingsbridge. 

De små befolkningsgrupper er opdelt i jægere, bønder og hyrder med hver deres leder og kultur. Hyrdernes landsby har et monument, der hvert år tiltrækker folk fra de andre stammer. Det er tidspunkterne for solhverv og jævndøgn så de mødes hver tredje måned. Men sommersolhvervet er langt den største begivenhed, hvor solens opgående stråler rammer et bestemt sted i monumentet. Denne stammes præstinder våger over monumentet, og udfører dagligt ritualer, der hjælper til at tælle dagene og årets gang. De kan tælle langt højere end den menige bonde eller hyrde, som blot bruger fingre og tæer.

Men der er skarpe skel mellem deres kulturer, og sammenstød opstår når land tages fra den ene eller den anden stamme. Jægernes skove kan de ikke undvære, for de ved ikke, hvordan man dyrker jord. Hyrderne anses for at være dovne af bønderne, som knokler dagen lang for at dyrke jorden.

Det er således et mikrokosmos som en perfekt metafor på vores verden.

I deres indbyrdes kampe forgår dele af monumentet, som er bygget i træ og de beslutter at genopføre det i sten. Det giver den helt store udfordring at transportere stenene, opstille og samle dem i det mønster vi i dag ser levn af. Der er jo ingen tvivl om, at der er en dybere mening med Stonehenge og dets konfiguration - Follett ved dog ikke med sikkerhed, hvordan det foregik. Det er stadig et mysterie for alverdens forskere, men at det er foregået over land er jo en reel mulighed. Follett giver os et fantastisk indblik i strabadserne og planlægningen af dette enorme projekt, men også konflikterne undervejs.

Historien har alle de elementer vi finder i de andre historiske romaner. Der er krig og kærlighed på tværs af stammerne. Der er lidt mindre politik - alting var af gode grunde langt simplere; men der er stadig magtkampe både indbyrdes og stammer imellem. 

Men her fokuserer vi mere på det spirituelle og udviklingen mod et mere organiseret samfund, hvor stammerne begynder at samarbejde. 

Der er et rigt persongalleri med alle arketyperne af gode og onde, som bliver hævnet eller forbedrer sig. Der er beskrivelser af parforholdsstrukturen, som er mere løssluppen i et lille samfund, hvor det både er nødvendigt at få nyt blod i familierne - men hvor homoseksualitet ikke er ildeset.

Er det så historisk korrekt? Det er jo svært at vide! Man kan jo anslå sig til meget - deres kost, klæder, værktøjer, ritualer osv. Det er der belæg for. Der er ikke belæg for ting som sprog, navne eller bygningen af Stonehenge. Men vi tages med på en fantastisk rejse og tror på den.

Jeg har aldrig tidligere læst en roman, der foregår så langt tilbage og var lidt bekymret for enkelheden i fortællingen, men Follett formår at skabe personer med liv, der er fuldt ud lige så komplekse som vores under de givne omstændigheder. Den er lidt kortere end de andre, da der nok er grænser for, hvor langt han kan strække en sådan historie - men det fungerer absolut. Jeg synes absolut den komplementerer Kingsbridge-serien selvom vi er udenfor denne ramme - og får virkelig lyst til at genlæse Jordens søjler, som for alvor fik mine øjne op for hans historietalent.