Erika Fatland - Søfareren

 

• Dansk
• 25.-28. oktober
• 743 sider

Rejseskildringer er der længere og længere imellem synes jeg, og dog er det nogle af mine yndlingsbøger. Min favorit er muligvis Ryszard Kapuściński, som jo er af ældre dato men ikke desto mindre fantastiske historier fra dengang man kunne rejse udenfor alfar vej - lidt ligesom Wilfred Thesiger, som rejste rundt i Mellemøsten i 1940'erne og 1950'erne.

I den mere moderne ende af skalaen er Paul Theroux, hvoraf jeg især har læst hans skildringer fra den mindre civiliserede verden. Men det er vist en stil, der desværre forsvinder efterhånden som rejser banaliseres og vi bare kan flyve hvor vi vil. Indtil jeg opdagede den norske forfatter Erika Fatland!

Erika Fatland er antropolog, og i 2024 blev denne bog den mest solgte i Norge og hun modtog en pris for den. Fuldt fortjent!

Det er en stor sag at give sig i kast med, men allerede nogle få sider inde, var jeg klar over, at min weekend ville ende fordybet i hendes mageløse fortælling om det tidligere portugisiske imperie.

Portugal har en lang historie som søfarere - de var blandt de første, der rejste ud fra deres lille land på den atlantiske forblæste kyst for at søge efter nyt land og nye rigdomme. De var også ansvarlige for en enorm del af den transatlantiske slavehandel og havde kolonier over hele kloden. I dag er det som for de fleste tidligere imperier en saga blot - med Madeira og Azorerne som de eneste rester. Men sporene er der endnu - fra Brasilien som det eneste land i Sydamerika med portugisisk som officielt sprog til lande og egne i Afrika og Asien, der stadig bærer præg af kulturen.

Erika Fatlands bog tager os med på en rejse til alle disse lande; hun besøger tyve lande over en periode på knap to år (ikke mindst under pandemien), og foretager en stor del af rejsen ombord på et moderne containerskib, der fragter biler. Dermed får vi fortællingen om de tidligere søfarere sat i perspektiv til den rolle skibsfart stadig spiller for verdenshandlen. Hun lever ombord på de to skibe, hun benytter, i tæt kontakt med søfolkene præcis som de gjorde det for femhundrede år siden - med en noget anden komfort selvfølgelig.

Imellem kapitlerne om de lande, hun besøger, hører vi således historien om, hvordan Portugal blev til det imperie, det gjorde - og hvordan de mistede det. I landene besøger hun byer og mindesmærker, der stadig står som levn fra den tid og taler med de lokale. Folk, som håndhæver kulturarven og forsøger at beskytte de uddøende traditioner bundet til Portugal i form af sprog, mad, musik, litteratur osv. 

Flere af de tidligere kolonier blev jo kommunistiske efter deres frigørelse fra Portugal - som Angola og Mozambique - og det er jo interessant at se, at nogle nok ville have foretrukket at forblive portugisiske. Alternativet viste sig for mange - især afrikanske lande - at blive blodigt og diktatorisk, og medføre en levestandard, der er milevidt fra den, de oplevede med en europæisk stats ressourcer. Frihed viser sig måske ikke altid at være den bedste løsning. 

Især kapitlerne om Angola, Mozambique, Sao Tome og Østtimor var virkelig interessante, da det er lande, jeg kender mindre til. Sao Tome står samtidig ret højt på listen over steder, jeg altid har haft lyst til at besøge. Andre lande vakte minder fra egne rejser - som Sri Lanka og Kap Verde.

Kombinationen af historie og nutid fungerer fantastisk, og hun fortæller med humor og varme om de mennesker hun møder undervejs.

Jeg kendte intet til denne forfatter inden - så jeg er blæst helt bagover, og jublede, da jeg opdagede, at hun har udgivet flere andre rejseskildringer. De er straks kommet på listen over bøger, der skal nydes over vinteren.

En varm varm anbefaling til en læseoplevelse, der nok er faglitterær men føles som den vildeste roman fuld ad eventyr og spænding.