Jordens søjler - Ken Follett

• Engelsk
• 21. december - 4. januar
• 1076 sider
• Originaltitel: The Pillars of the Earth

Om Folletts ligefrem er en klassiker, som forsiden angiver, ved jeg ikke - men det er en ualmindelig god historie! Det er et mesterstykke at kunne skrive en så omfattende roman i såvel sider, personer, epoker, emner og ikke miste sig selv i det. Jeg blev først lidt overrasket over at opdage, at den er skrevet i 1989 - jeg synes al hysteriet omkring den er ca. fem år gammelt. Da jeg havde læst Falcones roman om hans spanske katedral var jeg derfor lidt lodden ved at give mig i kast med Follett. Af frygt for at blande tingene sammen - og muligvis også fordi jeg kun kendte hans navn som krimiforfatter.

Det blev heldigvis gjort til skamme, og jeg blev hurtigt fanget af middelalderhistorien - selvom juleferien gjorde det svært at få tid til at læse på ferien hjemme i Danmark. Men retur blev de sidste 600 sider slugt på et par dage.

Historien er sikkert ganske godt kendt nu, hvor så mange har læst bogen eller set den filmatiserede udgave på fjernsyn; den tror jeg nu ikke, at jeg har lyst til at se. Men bogen fanger med sin klassiske opbygning af gode og onde - og de findes hos de gejstlige og de verdslige, hos kvinder og mænd, hos rige og hos fattige - kærlighed og krig, religion og politik. Og så er der det fascinerende element ved katedralbygningen, som få mennesker sikkert interesserer sig for i et land som Danmark med vores protestantiske tradition for kirkearkitektur.

Jeg har altid været fascineret af katolske kirker og symbolikken i deres arkitektur; jeg besøger en hel del om året - det er et obligatorisk stop på en udflugt; så jeg havde samtidig gang i Wikipedia for at visualisere begreberne, som jeg primært kender på fransk. For netop det 12. århundrede, som bogen foregår i, var brydningstid for arkitektur. Man kunne nye ting, og det er den passion, som driver såvel abbed Philip som Tom the Builder og senere hans stedsøn Jack.

Skal man irriteres over noget, er det Folletts evne til nogle gange at ridse tidligere hændelser op - som om han ikke har tiltro, at læseren kan erindre det hele undervejs i hans murstensroman. Det kan man, hvis man er en rutineret læser og mere indviklet er det så heller ikke. Han skifter tit mellem fortællernes perspektiver, så man konstant ser historien fra de mange forskellige vinkler - det er med til at gøre det yderst levende og man vil hele tiden videre.

Det bliver aldrig en klassiker i historiefortælling som fx Hugo, men det er en ualmindelig GOD historie. Derfor står efterfølgeren allerede på hylden - der skal lige lidt luft til at få det 12. århundredes personer til at dvæle inden jeg begiver mig videre til det 14. århundrede.