The World That We Knew - Alice Hoffmann

 

• Engelsk
• 6.-7. november
• 384 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg er ikke til fantasy-bøger; men elsker eventyr - for deres symbolik og arketyper, der er universelle fortolkninger af temaer, som er urgamle. De varierer fra religioner til kulturer til lande og endog regioner - vi har alle vores folkesagn og myter.

Alice Hoffmann er af jødisk oprindelse, og i denne roman tager hun os med til Berlin i begyndelsen af 2. Verdenskrig, hvor Lea bor med sin mor Hanni, og bedstemoderen, der ikke kan komme ud af sengen. De er jøder, og faderen er blevet dræbt af nazisterne. Hanni vil have sin datter i sikkerhed, men skal også passe på sin gamle mor.  Så får hun den idé at henvende sig til rabbien for at bede ham skabe en golem - men det bliver rabbiens datter, Ettie, der udfører den opgave som traditionelt skal udføres af mænd - og skabe en mandlig skikkelse. 

Princippet i en golem, som den kendes fra myterne, er at den beskytter jøderne - og har man nogensinde været i Prag, kan man ikke undgå at se dem omtalt og visualiseret alle steder. Ettie fremstiller Ava, som bliver Leas golem. Men en golem har en begrænset levetid; de kan ikke føle menneskelige følelser - for de har ikke en sjæl. Tiden vil dog gøre dem stærkere og stærkere, og til sidst kan de føle sig menneskelige og uovervindelige. Derfor skal Lea destruere Ava, når hun er kommet i sikkerhed.

Flugten går til Frankrig sammen med Ettie og hendes lillesøster; men deres veje skilles. Lea og Ava kommer til Paris, hvor de bor hos familie deriblandt de to brødre Julien og Victor, og deres protestantiske tjenestepige Marianne. Paris er ikke sikkert længere, og selvom Ava har beskytteren i sig, så er de konstant på vejen for at komme ud af Frnakrig.

Det fører alle vores protagonister på rejser rundt i landet - Marianne og Victor går ind i modstandsbevægelsen. Julien kommer på et tidspunkt til at bo i landsbyen Izieu, som desværre blev kendt, da Gestapo stormede huset og deporterede 44 børn i alderen fem til sytten år, som døde i gaskamrene. Hoffmann får på fin vis flettet store dele af franske jøders historie ind i historien om Lea og Ava.

En anden vigtig komponent er hejren, som Ava udvikler et specielt forhold til og som fungerer som budbringer mellem Lea og Julien; de to unge mennesker i historien, som knytter et helt specielt bånd. Avas følelser kommer til live i mødet med hejren, og hun ved også, at hendes dage er talte - ligeså faktuelt og brutalt som mange jøder vidste, hvor farligt livet var for dem i de dage.

Lea ved, hvad hun skal gøre - men moderens ønske var mere end blot en beskytter; hun ville have én til at våge over pigen, som var det pigens egen mor. Da tiden kommer, er det et moralsk dilemma - hvor alle eventyrs moraler kommer i spil.

Jeg var lidt i tvivl om det fantasifulde element i historien; men jeg var så fanget af historien, at den blev slugt på to dage. En smuk og barsk og rørende fortælling om mennesker i modgang.