Michael Tolliver Lives - Armistead Maupin

• Engelsk
• 6.-7. juli
• 333 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Kan man som forfatter vende tilbage og tage tråden op efter 18 år? Finde de samme personer og den samme tone uden, at det bliver et patetisk forsøg på genfunden berømmelse - eller gevinst? Maupin kan med sin Tales of the City-serie! Han kan det ud over alle forventninger endda!

Selvfølgelig har jeg læst de indtil videre syv bøger over en periode på en måned, og ikke de 29 år, der gik fra første bind udkom til dette syvende bind, som på flere måder er anderledes. Udkommet i 2007 foregår handlingen i 2005; også der er der en tidsforskel på 18 år - men i modsætning til de seks tidligere episoder, som er fortalt i tredje person, er denne - som titlen angiver - fortalt af Michael/Mouse selv i jeg-form.

Han ser tilbage på sit liv, på deres liv som den logiske familie - i modsætning til den biologiske. Thack er rejst; for mange frustrationer efter en tid, hvor Michael konstant følte, at han var der på lånt tid med sin HIV-virus. Men han møder en ny og yngre mand, Ben - på internettet; for alt er også anderledes i en verden, der nu har internet, terrorisme, 9/11, homoægteskaber og brystkræft som en del af kvindernes hverdag, som ikke længere er tabubelagt, og som har taget Mona fra dem.

Mødet med Ben er en temmelig direkte gengivelse af Maupins eget møde med hans nuværende mand, som bogen også er dedikeret til. Det er en mere nostalgisk bog med Michaels tilbageblik og sentimentalitet over tiden, der går - men det er ikke uden de sædvanlige overraskende og morsomme episoder. Der er også mere spice i den seksuelt end i de tidligere bøger; men mest af alt handler den om at finde fred med sig selv, og det liv, man ender med at leve - og at have levet.

Michaels mor er døende, og det sker ikke uden overraskende opdagelser; men da det virkelig bliver alvor, får Anna Madrigal (den excentriske landlady) et hjerteanfald, og Michael må beslutte, hvor han vil opholde sig.

Jeg har levet med de personer igennem syv bøger nu; men dette var den første, hvor ægte store tårer trillede - ikke af grin. Men fordi det er så os; de er 15-20 ældre end min generation, men der er den fornemmelse af at genkende en verden, som har ændret sig igennem de tre årtier bøgerne strækker sig over. Musikken og dansene; legetøjet eller bilerne; politikerne eller TV-programmerne; katastroferne og de kendtes bryllupper eller liv...

Nu er der kun en enkelt tilbage - og det bliver lidt sørgmodigt; med mindre Maupin har lige så svært ved at slippe sine 'børn', som han tilsyneladende - og med god grund - har haft det i de atten år?