The Help - Kathryn Stockett

• Engelsk
• 1.-6. august
• 451 sider
• Dansk titel: Niceville

Der har allerede været skrevet mange anmeldelser af Stocketts multimillionsælger af en bog, som på den engelske forside hævder at være bagsiden af medaljen af Borte med blæsten. Netop denne parallel synes jeg dog er temmelig forkert. For det første foregår historien cirka hundrede år senere - hvilket i sig selv kun gør indholdet mere skræmmende.. at racediskrimination og segregation ikke var nået mange skridt videre efter den krig. For det andet er og bliver det en roman skrevet af en hvid!

Historien er i og for sig både spændende og relevant; historien om de småsnobbede forkælede overklassetøser i Mississippi, som alle lever med en sort tjenestepige i huset. Som regel en kvinde, som er tættere på børnene end deres egen mor, som har mere travlt med at pleje bridgeselskaber, hårsætning og den lokale hakkeorden end at vise moderlig kærlighed til børnene.

Det er historien bag Elizabeth og Hilly - den første den lidt skræmte kvinde, som ikke har alle de penge veninderne har; men som kues af den socialt dominerende Hilly. Hilly på den anden side er menneskehedens pest indenfor det sociale hønsehierarki, som kvinder med for meget tid og for mange penge kan opbygge. Og så er der Skeeter - af en pæn familie og med en moder, som desperat forsøger at få hende gift og helst inden hun selv dør af den kræftsygdom, som hun forsøger at skjule.

Skeeter er blot ikke indstillet på det liv, og hun forsøger at kæmpe sig ud af lokalmiljøets snærende bånd. En dag får hun den idé at skrive om hushjælpenes opfattelse af deres hvide arbejdsgivere - et vovet forsøg i 1960'ernes USA, hvor Sydstaterne stadig præges af KKK og en racisme, der er kvalmende at læse om. Hun må kæmpe for sin sag, men ender med at få overtalt Elizabeths sorte hjælp, Aibileen og senere Minny, som er fyret af den overlegne Hilly.

De ender med at gennemføre deres projekt; de får vendt en stemning, og Skeeter opnår respekt fra den sorte kvindegruppe på samme måde som Minny endelig finder en plads, hvor hun ikke bliver fyret på grund af næsvished; hun arbejder hos en hvid af fattig oprindelse - trailer trash - som ikke forstår, hvorfor byens kvinder ikke vil spille bridge med hende efter hendes ægteskab, der skulle skaffe hende social immunitet.

Det er historien om kvindeliv, der ændres, da de kommer i berøring med andre. Langt hen ad vejen er den troværdig - men jeg vil vove at påstå, at ingen hvid kan beskrive den rædsel disse kvinder gennemgår som moderne slaver på en måde, som ikke er meget forskellig fra den Frederick Douglass beskriver i hans fantastiske lille værk. Samtidig er Skeeter ude i nogle personlige konflikter med familien, og Stockett når aldrig til bunds med de spændinger mellem den ældre og den unge generation.

Der er rørende passager; der er humor og tragedie - men jeg sad alligevel med en flad fornemmelse til sidst. At tage de sortes version af hændelserne og gøre dem til sine ord, forbliver vagt. Ingen - og slet ikke en hvid - kan begynde at forestille sig gruen ved sådan et liv, og den facet irriterer mig. Men det er selvfølgelig ærkeamerikansk - og det er politisk korrekt at udgive netop sådan en roman netop som USA fik sin første sorte præsident. Men i bund og grund mangler den troværdighed i mine øjne. Den mangler at komme helt ind til kernen af problemet - og netop der ligger begrænsningerne for en hvid forfatter; og derfor kan det aldrig blive bagsiden af Borte med blæsten. Selvfølgelig et klogt markedsføringsstunt - men synd!