Wednesday, August 24, 2011

Le Dieu des Petits Riens - Arundhati Roy
























Læsetiden er absolut ikke et udtryk for kedsomhed eller, at romanen var dårlig - tværtimod krævede den fuld opmærksomhed og tid til at nyde det fantastiske sprog; en tid, der var lidt af i en uge med naturkatastrofer, manglende strøm og andet bøvl. Jeg fik købt bogen på fransk, selvom den er skrevet på engelsk - men det var ikke et problem under læsningen, da det var en ualmindelig fremragende oversættelse.

Bogens omdrejningspunkt er en familie i Kerala-provinsen på den indiske Malabar-kyst; og handlingen koncentrerer sig primært om en kort periode på to uger for mange år siden. Bogen springer frem og tilbage - fra 1969, hvor Alting skete til 1993, hvor nogle af protagonisterne igen befinder sig på samme sted.

En stor del af bogen er fortalt gennem den 7-åriges Rahels øjne og med et barns opfattelse af tingene. Rahel er pigen, og Estha er drengen i det tveæggede tvillingepar, og de lever sammen med deres mor, Ammu, som har forladt den fordrukne far. De bor sammen med deres onkel, Chacko; bedstemoderen, Mammachi og grandtanten Baby Kochamma. Et meget matriarkalsk hus, selvom Chacko forsøger at manifestere sig som den retmæssige direktør af familiens syltetøjsfabrik i kraft af sin mandlige status.

Roy udnytter denne barnevinkel i sin historie til at give læseren Rahels (og til dels Esthas) version af historien og deres generelle opfattelse af voksenverdenen. Det gøres blandt andet ved at skrive visse ord med stort eller lave ordspil, hvis transplantation til fransk er ualmindeligt vellykket - netop dér er fransk et genialt sprog at oversætte til på grund af dets endeløse muligheder for at lege. Samtidig ser man Rahel, da hun som 31-årig vender tilbage til huset, hvor de boede som børn - hvor Baby Kochamma nu bor alene med tjenestepigen Kochu Maria. Estha er også vendt tilbage - men han er for mange år siden stoppet med at snakke, og Rahel forsøger blidt at nå ind til ham igen, for at vende tilbage og forstå, hvad og ikke mindst hvorfor de gjorde, som de gjorde så mange år tilbage.

I 1969 kommer Chackos engelske ekskone til Kerala med deres fælles datter, Sophie Mol; en begivenhed som, fordi de er engelske, forårsager voldsomme instruktioner til tvillingerne om korrekt opførsel. Men Sophie Mol dør ved en ulykke to uger senere; denne information gives allerede ved starten af bogen, men man fornemmer også, at der er hemmeligheder bag denne død. Der er desuden den officielle version - og så er der den Store Hemmelighed, som tvillingerne bærer på, og som er årsagen til deres adskillelse fra moderen og ikke mindst fra hinanden.

Hemmeligheden skal ikke afsløres her; sløret løftes stille og roligt for den som historien skrider frem - og det er en historie om kærlighed. Det er en historie om kaster og klasseskel i et arkaisk samfund; det er historien om kolonialismens evige aftryk i den indiske historie og kampen for et nyt og anderledes samfund. Det er en historie om skyld og svigt i en familie, som skal redde facaden blot for samtidig at splitte familien ad. Om ofringer af de nederste i samfundet og om at ville hævde sandheden, men opdage, at den er uinteressant fordi den ikke kan bruges til egen gevinst. Men det er i sidste ende en tragisk kærlighedshistorie - mellem den fraskilte Ammu og en mand; og mellem Ammu og hendes børn - og tvillingerne imellem. Om forbudt kærlighed.

Der er en særlig poesi hos mange indiske forfattere, som måske overrasker, fordi vi primært tænker armod og elendighed og slet ikke 'overskud'. Roys roman er også så fin i sit sprogvalg, at man genlæser for at fange nuancerne og nyde dem. Hun går til tider forsigtigt til værks og siger ikke tingene direkte; man skal som læser være opmærksom - men så er det også den pure læselykke.

Der er stor, stor litteratur i Indien - denne ligger sig lige på linie med Seths mesterværk og Rohinton Mistrys klassiker. Stærkt anbefalelsesværdig!

No comments: