Un jour parfait - Melania Mazzucco

• Fransk
• 14.-16.august
• 391 sider
• Dansk titel: Heldigvis ikke oversat

Opdatering... jeg kæmpede mig til vejs ende; men det var den værste pinsel nogensinde, og oversættelsen blev blot ringere og ringere. Selve plottet og historien var til sidst næsten ikke til at udholde. Men nu skulle den altså overstås!

Faktisk er bogen på 567 sider, men jeg synes allerede, at jeg bør have en præmie for at have klaret mig igennem de første 391 sider. En hurtig søgning på andre franske blogge viser mig, at de fleste har givet op allerede efter 50 sider - og allerhøjest 242. Jeg holdt ved min stædighed - men til sidst blev det altså for meget!

Historien er ganske banal - og man kunne næsten mistænke Mazzucco for at efterligne Ammanitis plot lidt. Den foregår i Rom over 24 timer, og hvert kapitel er en time i døgnet - er der ikke også en håbløs amerikansk tv-serie med samme koncept? I starten får man allerede at vide, at en politimand er fundet i sin lejlighed, hvor han har dræbt sin teenagedatter og lille søn efter skænderier med moderen, som han er skilt fra. Det minder unægteligt om diverse dramaer, man kan læse i hvilket som helst lands aviser dagligt - og spændingen var der da heller ikke.

Plottets interesse skulle så være de mange personnager, som blandes og mødes i løbet af det døgn. Antonio (politimanden) arbejder for Elio Firovanti (en Berlusconi-politiker, som er i genvalgsperiode) som body-guard. Hans søn Kevin går i skole med Elios datter Camilla. Så er der Zéro - Elios søn af første ægteskab, som er autonom, og forelsket i faderens anden kone. Selvsamme kone, som tvinges til at omgå Emma - Antonios ekskone og moder til Kevin og datteren Valentina. Emma er lidt vulgær, lidt billig - og temmelig meget på spanden som enlig mor, der må flytte hjem til moderen, der er pensioneret portnerkone. Alle samfundslag og politiske overbevisninger krydser hinanden - ikke at forglemme Sasha, Valentinas homoseksuelle italiensklærer, som Emma er småforelsket i.

Det kunne muligvis være interessant - og hvorfor har jeg så besluttet mig for at smide den i skraldespanden?

En ganske elendig oversættelse, og ikke mindst korrekturlæsning. Visse steder skriger den italienske sætningskonstruktion gennem den franske oversættelse, så man må krumme tæerne. En ting er en dårlig korrekturlæsning med stavefejl eller slåfejl - noget helt andet er dårlig oversættelse.

Et eksempel - Emma betragter i nostalgi de plader, hun udgav som ung ikke talentfuld sangerinde. De skrives som ces disques (de plader) i modsætning til ses disques (hendes plader).

Eller denne fodnote, som overhovedet ingen mening giver - man kan undre sig over, hvordan det kan slippe igennem:

Sidste december havde hun endda tilbudt at arbejde den 25*. Hun havde tilbragt en trist jul[...]

Og så fodnoten, der får en til at tro, at oversætteren må være på stoffer...

* Den 25. april, Modstandsbevægelsens fest, er en helligdag i Italien

Jeg var målløs - og det blev altså den berømte dråbe. Jeg orker ikke engang mere end 200 sider mere af den slags sjusk!