Je n'ai pas peur - Niccolò Ammaniti

• Fransk
• 26.-27. august
• 252 sider
• Dansk titel: Jeg er ikke bange

Ligesom den første roman jeg læste af Ammaniti, er der tale om en poetisk thriller. En bog, der umiddelbart fremstår som en 'normal' fortælling, men som udvikler sig til gru. En bog, der omhandler de fattigste områder og de laveste sociale lag i støvlelandet. Og en bog, som er fortalt ud fra barnets perspektiv.

Michele er ni år gammel, og lever med sin familie i en 'landsby', som består af fem huse. De fire identiske huse ligger to og to overfor hinanden, og så er der et patricierhus, hvor den lidt mere velstillede advokat bor. Det er ikke engang en landsby, og der er ikke andet at foretage sig end at lege med de andre børn, og underkaste sig deres hierarki. Der er ikke mulighed for at fravælge eller finde andre venner. De er prisgivet hinanden, og forældrenes armod.

Der er den ligeledes ni-årige Salvatore, den lidt ældre buttede Barbara, Micheles fem-årige lillesøster Maria, den mere anonyme Remo og ikke mindst lederen Rackam, som bestemmer, hvad straffen er, når man taber i deres lege.

Micheles far er lastvognschauffør og er væk i lange perioder, hvor han kører oppe nordpå, og moderen er ved at bukke under af savn, pligter og ensomhed i fattigdommen. Indtil han vender tilbage for at blive, og lover dem, at tingen vil ændre sig.

Under en leg overgiver Michele sig overfor en total ydmygelse af Barbara, og tager straffen. Og her opdager han et hul, hvor en skræmt og stum nøgen dreng gemmer sig. Endelig har han noget, som Rackam ikke har - og han fortæller ingen sin hemmelighed. Men han vender tilbage, og snakker med drengen og giver ham vand - mens den tilbagevendte far undrer sig over hans lange ensomme eskapader.

Stemningen i denne overophedede sensommer koger; og de voksne skriger og skændes - indtil Michele overrasker dem i en diskussion og ser i fjernsynet, at den lille dreng, Filippo, er kidnappet og eftersøgt i hele landet. Han opdager samtidig sin fars og alle de andre voksnes indblanding i affæren. Den lille by huser en flok voksne med miniambitioner om at gå Den Røde Brigade i benene - kidnapning af rige industrifolks børn mod en løsesum.

For Michele bliver disse varme sommerdage opdagelsen af en voksenverden, hvor han skal tage stilling til sine egne handlinger i forhold til faderens autoritet. Han lærer om venners troskab og svigt, da han beslutter at dele hemmeligheden.

Det er denne force i Ammmanitis bøger, der er enestående. Perspektivet i barneøjne, som Cristiano beskriver det i På Herrens mark, og den grusomhede de voksne udsætter børnene for uden nogen omtanke. Det er historien, der udvikler sig så overraskende, men forbliver poetisk og æstetisk i sin brutalitet.
En perle af en smuk lille bog!